Hvert år siden 2009 har Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, kåret Årets unge FRI-rådgiver, som er en rådgivende ingeniør på maks. 35 år, ansat i en af foreningens medlemsvirksomheder, og som har udrettet noget ekstraordinært via sit talent og arbejdsindsats.
Læs mere: Nu skal landets mest talentfulde unge rådgiver kåres
Blandt årets fem finalister er Jesper Stuhr Andersen, der er 31 år og ansat som projektleder for Rambøll i København.
Han er nomineret på baggrund af sit arbejde som Owner’s Engineer for Statkraft på implementeringen af Carbon Capture-anlæg og CO2 eksportterminal ved Heimdal Varmecentral i Trondheim og som teknisk rådgiver for Sysav under implementeringen af en Carbon Capture and Storage-løsning ved deres EfW-anlæg i Malmø.
Drivkraft på flere CCS-projekter
Carbon Capture and Storage (CCS) spiller en stor rolle i arbejdet med at nedbringe klodens CO2-udslip. Statkraft implementerer for tiden en CCS-løsning på Heimdal Varmecentral i Trondheim, hvor man vil indfange 220.000 ton CO2 om året og dermed gøre kraftværket CO2-neutralt. Projektet omfatter opsamling, rensning, komprimering og fortætning af CO2 til transport til en terminal ved Orkanger havn, før den flyttes til CO2-lagre som f.eks. Northern Lights.
Jesper Stuhr Andersen har været drivkraften bag planlægning og sparring på projektet og er i dag ansvarlig for den daglige drift af Rambølls hold af eksperter samt al kommunikation med kunden.
Læs også: Unge danske ingeniører imponerer internationalt
Han er ligeledes projektleder på et tilsvarende projekt hos Sysav i Malmø, hvor man også er ved at implementere CCS-løsning på et stor Energy from Waste-anlæg. I 2030 satser Sysav på at blive klimaneutrale ved at indfange de op til 650.000 ton CO2, som der på nuværende tidspunkt udsendes.
Ud over ledelsen af projektet er Jesper Stuhr Andersen også aktivt involveret i at udvikle det tekniske koncept for CO2-fangsten og har udført komplekse evalueringer og casestudier relateret til anlægsdesignet.
Chefen: – En afgørende rolle for hele sektorens udvikling
– Med en innovativ tilgang til udfordringer med bæredygtighed har Jesper været en stor drivkraft i at udvikle og understøtte Rambølls Carbon Capture-ekspertise. Som en af de første hos Rambøll, der har kastet sig ind i CCS-verdenen, har han spillet en altafgørende rolle for hele sektorens udvikling, siger Burçin Temel Mckenna, afdelingsleder, Carbon Capture Centre of Competence, Rambøll.
Han uddyber:
– Foruden dette arbejde bidrager Jesper også til udviklingen af adskillige digitale værktøjer, der forbedrer Rambølls kommercielle position i sektoren. Samtidigt samarbejder han med industrien og forskningen, hvor han holder flere workshops om CCS om året og er også aktiv i videregivelse af viden til de yngre generationer gennem årlige gæsteforelæsninger på DTU.
Kunden: – Imponeret over det tekniske niveau
– Gennem Jespers arbejde på projektet er det blevet åbenlyst, at han har dybtgående interesse for CCS, de tekniske detaljer samt for at sikre, at vores projekt bliver en succes. Når man tager Jespers alder med i betragtning, er vi imponeret over hans tekniske niveau og evne til at føre tilsyn med et komplekst projekt og et hold af ingeniører, der dækker mange forskellige discipliner, aldre og baggrunde, siger Bjørn Hølaas, direktør for CCS hos Statkraft Varme.
Kåringen af Årets unge FRI-rådgiver finder sted torsdag d. 7. marts under FRI’s årsmøde.