Bravida Danmark: Fald i omsætning i 4. kvartal

Bravida-koncernen har i dag offentliggjort regnskab for fjerde kvartal 2023, som bl.a. viser et fald i omsætningen i Danmark, mens kontrakten på Nordhavnstunnelen bidrager til stigende ordreindgang.
Trods et fald i fjerde kvartal viser regnskabet også, at Bravida Danmarks samlede omsætning i 2023 steg med 15 %. Foto: Bravida.
Trods et fald i fjerde kvartal viser regnskabet også, at Bravida Danmarks samlede omsætning i 2023 steg med 15 %. Foto: Bravida.

Regnskabet for fjerde kvartal 2023 viser, at Bravida Danmarks omsætning faldt med 5 % til 1,2 mia. kroner (1,3 mia. kroner).

Ifølge selskabet tilskrives den faldende nettoomsætning installationsvirksomheden, mens servicevirksomheden udgjorde 43 % (33 %) af den samlede nettoomsætning.

Regnskabet viser også, at Bravida Danmarks samlede omsætning i 2023 steg med 15 % til 4,6 mia. kroner mod 4 mia. kroner i 2022.

EBITA for 4. kvartal blev 1,3 mio. kroner (77 mio. kroner), hvilket resulterede i en EBITA-margin på 0,1 % mod 6,0 % i samme periode året før. Ifølge selskabet forklares dette af nedskrivninger på flere projekter.

Læs også: Bravida: “Vi ser en afmatning på projektsiden”

Ordreindgangen steg med 29 % ift. samme periode året før og udgjorde 1,3 mia. kroner (1 mia. kroner).

Ved udgangen af fjerde kvartal var ordrebeholdningen 13 % højere end samme periode året før og beløb sig til 2,4 mia. kroner (2,1 mia. kroner).

Samlet for året 2023 steg Bravida Danmarks ordreindgang med 24 % til 4,8 mia. kroner mod 3,9 mia. kroner i 2022.

– I Danmark har vi oplevet et fald i omsætningen, mens bl.a. infrastrukturkontrakten på Nordhavnstunnelen er en af de drivende faktorer til en stigende ordreindgang. De marginproblemer, der er opstået, relaterede sig til nogle afdelinger i tre af vores danske regioner, siger CEO for Bravida-koncernen, Mattias Johansson, der frem til maj også fungerer som konstitueret divisionschef i Bravida Danmark.

Læs også: Nordstern ansætter Johnny Hey som ny koncerndirektør for byggeri

– Jeg vil understrege, at der er mange velfungerende afdelinger og regioner i Danmark, som fortsat leverer gode resultater, tilføjer han.

Stigning og fald

For koncernen steg den samlede nettoomsætning med 2 %, og den organiske vækst faldt med 2 %.

Ordrebeholdningen beløb sig til 11,2 mia. kroner (11,1 mia. kroner). EBITA for fjerde kvartal blev 394 mio. kroner (442 mio. kroner), hvilket resulterede i en EBITA-margin på 7,4 (8,4).

– Nettoomsætningen steg med 2 %, og den organiske vækst faldt med 2 %, hvilket var på linje med tidligere vurderinger. Jeg vil gerne understrege, at vi har fortsat organisk vækst i både Sverige og Norge, og at den samlede serviceomsætning, hvilket svarer til 48 % af vores omsætning, forblev stabilt. Derudover steg ordreindgangen med 25 %, siger Mattias Johansson.

Relateret indhold