I januar 2022 trådte EU-taksonomien i kraft og er gradvist udrullet derefter.
Taksonomien stiller krav om, at de største virksomheder med over 500 ansatte skal rapportere på, i hvor høj grad de lever op til en række bæredygtighedsparametre på miljøområdet.
Én af disse virksomheder er PFA, der nu har fået EU-stemplet på investeringer i danske ejendomme svarende til en værdi på 15,4 mia. kroner.
Læs også: Tilslutter sig Reduction Roadmap: “Det handler om at sætte en retning”
Det betyder, at 117 af pensionsselskabets ejendomme lever til op til en række krav indenfor bl.a. modvirkning af klimaforandringer, biodiversitet og ordentlige arbejdstagerforhold, som er udstukket af EU i den såkaldte taksonomi, der bl.a. understøtter målsætningen om, at EU skal være CO2-neutralt i 2050.
– Ejendomssektoren har en stor påvirkning på vores klima, miljøet og de mennesker, som bygger og drifter ejendommene. Ejendomssektoren står for op mod en tredjedel af CO2-udledningerne her i Danmark, siger Kasper A. Lorenzen, investeringsdirektør i PFA, der er stolt over, at halvdelen af ejendomsporteføljen lever op til kravene:
– I PFA har vi i en årrække arbejdet fokuseret på at gøre vores investeringer i ejendomme mere bæredygtige og har bl.a. et mål om at nedbringe CO2-udledningen fra vores danske ejendomsportefølje med ca. 35 % inden 2025 sammenlignet med 2019.
Kontrolleret dokumentation
Ejendomsporteføljen har over flere år gennemgået løbende forbedringer med fokus på klimasikring og bæredygtighed som f.eks. efterisolering, udskiftning af vinduer, genbrug og installation af solceller.
Læs også: Her styrtdykker byggeriet: “Lige så svagt som forventet”
Arbejdet med at sikre, at PFA’s ejendomme lever op til taksonomien, er sket i samarbejde med Rådet for Bæredygtig Byggeri, som har kontrolleret dokumentationen for hver ejendom ift. EU-kravene:
– Det glæder mig, at PFA kan præsentere dokumentation for, at en række af deres økonomiske aktiviteter efterlever EU-taksonomien, hvilket vi i Rådet for Bæredygtigt Byggeri efterfølgende har kunnet verificere, siger Annemarie Munk Riis, administrerende direktør hos Rådet for Bæredygtigt Byggeri.