Direktørskifte på plads: Takker af efter 14 år

Efter godt et år som kommerciel direktør hos Outline Vinduer tiltræder Peter Sejling nu som adm. direktør. Den hidtidige adm. direktør Jens Sørensen indtager ny position hos Inwido.
Peter Sejling (tv.) og Jens Sørensen. Foto: Outline Vinduer.
Peter Sejling (tv.) og Jens Sørensen. Foto: Outline Vinduer.

I løbet af det seneste år har Peter Sejling været kommerciel direktør hos vinduesproducenten, Outline Vinduer, som er en del af Inwido-koncernen.

Læs også: Ejendomsudvikler vil vækste med nye profiler

Nu overtager han – efter aftale og tilrettelagt proces – posten som adm. direktør efter Jens Sørensen, der takker af efter 14 år som adm. direktør:

– Outline har formået at sætte et meget stort aftryk på hele logistikkæden i vinduesbranchen, hvor særligt vores hurtigleveringskoncept, der giver mulighed for levering på blot fire dage, har givet genlyd. Derudover er vi som virksomhed lykkedes med at omstille os, så vi lever op til de øgede energikrav til vinduer.

– Det er dog primært medarbejdernes fortjeneste, at vi står så godt rustet, som vi gør i dag. De er simpelthen vanvittigt dygtige og kompetente, og de er hele fundamentet for, at vi lykkes sammen, siger Jens Sørensen, der pr. 1. februar tiltræder stillingen som Senior Advisor hos Inwido.

Skal vide, hvad vi har på hylderne

Peter Sejling ser frem til at drive virksomheden godt videre i tæt samarbejde med medarbejderne og vil bl.a. skærpe fokus på den kommercielle anvendelse af Outlines produkter:

– Vi skal hele tiden være helt skarpe på, hvad kunderne vil have. Derfor skal vi være endnu bedre til at fortælle om vores produkter og løsninger direkte til slutbrugerne, for mange kunder kender ikke alle de produkter, vi har på hylderne.

Læs også: Cowi vil have større diversitet i koncernledelsen – nedlægger COO-posten

– Derudover er der også et potentiale for at øge vores andel af projektmarkedet, f.eks. inden for etagebyggeri, og eksportmarkedet, hvor bl.a. England og Irland er særligt interessante for os, siger Peter Sejling, der ligeledes den 1. februar tiltræder som adm. direktør.

Inwido udgøres af 32 forretningsenheder og beskæftiger ca. 4.900 medarbejdere i 11 lande. I 2022 omsatte koncernen for 9,5 mia. SEK og havde en operationel EBITA-margin på 11,4 %.

Relateret indhold