Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en ejerlejlighed var i 2009 på 16.799 kr., hvortil den i dag ligger på hele 33.674 kr.
Sådan så tallene ud fra ejendomsmæglerkæden Estate tidligere i denne måned, der også illustrerede, at de danske boligejere var blevet rigere i løbet af 2023.
De stigende kvadratmeterpriser har dog ikke medvirket til at afskrække danskerne fra at vælge denne boligform over årene.
Læs også: Danskerne bor i stigende grad til leje
Nye tal fra selvsamme Estate viser nemlig, at antallet af personer, der bor i etageejendom, er steget med 222.045 siden 2013, hvilket er en stigning på 12,9 pct. over de seneste 10 år.
Til sammenligning er der kun registreret en stigning på 20.249 personer i samme periode, når det gælder parcelhuse – en stigning på kun 0,67 pct.
En forudsigelig udvikling
Lidt over 3 mio. danskere har hjem i parcelhuse, og i etageboligerne rundtom i Danmark bor nu omkring 1,9 mio., viser Danmarks Statistik.
Men på trods af at parcelhuse stadig er den mest foretrukne boligform målt på antal, viser udviklingen ifølge Thomas Hovgaard, presseansvarlig i Estate, et tegn på en ny favorit:
Læs også: Skatte-effekt: 42 pct. flere lånte til boligkøb
– Tidligere forlod folk byerne i hobetal for at få et lille hus med have og carport, nu ser vi lidt det modsatte. I mellemtiden er de store byer blevet moderniseret og indeholder i dag alle de tilbud, moderne mennesker efterspørger. Det samme kan provinsen ikke tilbyde. Samtidig er yngre generationer mere optaget af at spare tid på transport og bruge mindre tid på vedligeholdelse, hvorfor lejligheden appellerer til stadig flere, forklarer han og fortsætter:
– Udviklingen er et utvetydigt resultat af den massive urbanisering, som har foregået og stadig er i gang både i Danmark og i det meste af verden. Og da etageboliger er den mest hyppige boligform i større byer, kan det ikke komme bag på nogen, at det fortsat går den vej.