Line Helmark, der tidligere var Nordisk Marketing Director, er fra årsskiftet tiltrådt som murstensproducenten Egernsund Wienerbergers landeansvarlig for Danmark. Hun tager over fra Henrik Dietrichsen, der er Managing Director for både det danske, de nordiske og de baltiske markeder.
Skiftet sker for at styrke organisationen og indfri de store vækstambitioner.
– Der har været opkøb og Egernsund Wienerberger er vokset. For at indfri regionens ambitiøse vækststrategi, overlader jeg derfor den danske murstensforretning og produktionen i Danmark til Line Helmark, mens jeg fremover vil have det, overordnede regionale ansvar, som ud over de nordiske lande også vil inkludere Baltikum samt Komproment, siger nordisk direktør Henrik Dietrichsen.
Egernsund Wienerberger købte bl.a. både Komproment og Strøjer Tegl – i løbet af én uge i februar 2023.
Bæredygtighed som omdrejningspunkt
Line Helmark har været i Egernsund Wienerberger i tre år og har samlet 20 års erfaring fra byggebranchen med ansættelser hos Rias og Rockfon. Siden 2023 har Line Helmark desuden siddet i bestyrelsen i Danske Tegl. I sin nye stilling vil bæredygtighed være et altoverskyggende tema.
Læs også: Arkitekter designer mursten med glød
– Vi kommer ikke udenom, at omdrejningspunktet for os såvel som resten af branchen er bæredygtighed, siger Line Helmark og uddyber:
– Vi holder snuden i CO2-sporet og arbejdet målrettet med flere forskellige tiltag inden for området for bæredygtighed. Vi skal reducere CO2 i produktionen yderligere gennem optimering og nye teknologier og så kommer vi også til at kigge på de traditionelle murstensformater – kan vi f.eks. arbejde med smallere sten?