Da Idverde entrerede det danske marked for knap fire år siden, var det som en relativt ukendt spiller, men siden er det gået stærkt.
På de knap fire år, hvor idverde har eksisteret, har anlægsgartnerkoncernen opkøbt virksomhederne Malmos, OKNygaard, Grøn Vækst og Lauge Bonde.
Det har givet Idverde Danmark en position som landets største anlægsgartnergruppe med over 1.000 medarbejdere og en omsætning på over 1,3 mia. kroner.
Læs også: Samarbejdet mellem erhvervsskoler og virksomheder er vejen til grøn omstilling
– Vores størrelse betyder, at vi i dag har mulighed for at påtage os langt større og mere komplicerede opgaver, ligesom vi har mulighed for at præge projekter og tilbyde løsninger, der skubber både branchen, markedet og samfundet i en grønnere og mere klimavenlige retning, fortæller Morten Dohrmann Hansen, CEO i Idverde Danmark.
– Men det betyder også, at forudsætningerne for vores forretning har udviklet sig markant siden det første opkøb for fire år siden. For os har det bl.a. betydet et fornyet behov for rådgivning, viden og netværk. Vi skal f.eks. være skarpe på entrepriseret og på emner, der relaterer sig til EU-lovgivning – f.eks. CSRD-direktivet, der sætter lovkrav til virksomheders arbejde med bæredygtighed og ESG.
Derfor har koncernen nu meldt sig under fanerne hos Dansk Industri:
– Vi ser store muligheder i at være en del af Dansk Industri. Det giver adgang til et nyt niveau af viden, netværk og partnerskaber, som vi glæder os til at deltage aktivt i, uddyber han.
Ambitioner rækker længere
Med over 1.000 ansatte bliver Idverde blandt de 200 største virksomheder i Dansk Industris medlemsportefølje. Og for koncernen er strategien at vokse sig endnu stærkere de kommende år:
– Vi er nået langt på de knap fire år, idverde har eksisteret i Danmark, men vores ambitioner rækker meget længere. Vi vil være med til at sætte store aftryk på klima- og bæredygtighedsdagsordenen i bygge- og anlægsbranchen, siger Morten Dohrmann Hansen.
Læs også: Efter nyt opkøb: “idverde skal kunne levere på alt”
Anders Stouge, direktør i DI Byggeri, ser også frem til det kommende samarbejde:
– Bygge- og anlægssektoren er inde i en rivende udvikling, hvor lavere klimaaftryk, cirkulær økonomi og biodiversitet står som centrale udfordringer, som vi skal svare på. Det lykkes vi kun med i samarbejder på tværs af værdikæden.
Størstedelen af idverdes datterselskaber er i dag medlemmer af Dansk Anlægsgartnere, og det kommer ikke til at ændre sig i fremtiden, oplyses det.