Roen er så småt ved at indfinde sig på byggepladserne og kontorerne landet over efter et år med mange forandringer, udfordringer, succeser og nederlag.
Mens nogle virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har slået rekorder på både top- og bundlinjen, ledere er blevet forfremmet, og direktører har styrket deres position over for bestyrelsen, er over 700 virksomheder samtidig gået konkurs og fremtiden gjort usikker for mange ansatte, virksomhedsejere og deres familier.
Nu lakker året 2023 mod enden, og vores lands vægtigste højtid står for døren. Det er vi bekendt med, for sådan er det hvert eneste år. Men intet år ligner det foregående, og det kommende bliver aldrig som det forgangne. Vi skal derfor nyde de kommende dage til at samles med vores nærmeste, men også udnytte tiden til os selv og refleksion:
Hvad er gået godt, hvad er gået mindre godt, og hvad er læringen heraf?
En sejr har som bekendt mange forældre, mens nederlaget er forældreløst. Ligeledes er gode resultater nu engang nemmere at skabe i gode tider, og gode tider har branchen haft længe. Men hvor robust står vi i mere uvisse og omskiftelige perioder som denne, vi er i nu, og hvorledes balancerer vores værdier i forhold til vores handlinger, holdninger og beslutninger?
Hvad end det er bevidst eller ubevidst kan vi pålægge os selv og virksomheden subjektive dagsordener, følge populære tendenser og afvige fra selve hovedopgaven – særligt i en tid, hvor flere tænker ledelse frem for forretning. Og det skal selvfølgelig ikke misforstås: God ledelse er afgørende for at skabe en god forretning, men uden en forretning er der intet at lede.
Modstanden er størst, når stormen raser
I et konkurrencedrevet marked og organisationsliv kan vi komme til at adoptere dårlige væremåder, vi selv er blevet mødt med, og udnytte vores position til at sikre den frem for at benytte vores faglige såvel som menneskelige kompetencer og erfaring til at styrke virksomheden og branchen generelt.
Julen er det eneste tidspunkt på året, hvor vi alle tager en kollektiv timeout – benyt den, tag stilheden ind og kig med klar tanke og selvindsigt fremad.
Og har man konfliktet med nogle – internt som eksternt – uden videre årsag end mellemmenneskelig forskellighed, så få klinket skårene: Det er vigtigt at skelne uenighed fra uvenskab.
Læs også: Førende rekrutteringshus bliver til A/S og henter branchekendt profil ind
Vent ikke på modpartens imødekommenhed, men få derimod rakt ud og sendt julekortet, mens tid er. For selvom modstanden er størst, når stormen raser, vil vinden igen aftage, og skaderne kan unødigt vise sig at være uoprettelige.
Vi må ikke glemme, at vi en del af en mangeårig tradition, hvor dét at kunne tænke, tale og agere frit altid har bragt uenighed med sig. Men dette fundament af forskellighed har også affødt tolerance og forståelse for andre synspunkter, og vi bærer alle et ansvar for at bidrage hertil, så vi også i det kommende år kan sikre udvikling og fremskridt – for os selv, vores virksomheder, vores branche og vores land.
Glædelig jul.