De danske hjem fik sidste år at føle på nogle af Ukraine-krigens konsekvenser, da tårnhøje varme- og elregninger skyllede ind over landet.
Læs mere: Energirenoveringer udebliver – trods frygt for høje energipriser
Energiforbedringer blev hurtigt den nye dagsorden for boligejere, men her godt et år efter synes emnet allerede at være gledet i baggrunden.
En undersøgelse af YouGov og ejendomsmæglerkæden Home viser nemlig, at 6 ud af 10 boligejere ikke har foretaget forbedringer eller har planer om at gøre det som følge af de stigende energipriser, der siden er aftaget igen.
– Det er lidt overraskende, at så mange boligejere ikke har eller vil foretage sig noget, når vi ser, hvor sårbare mange er over for pludseligt stigende energipriser udløst af kriser og krig rundt om i verden, men det er nok lidt “ude af øje, ude af sind”, konstaterer Henrik Hauthorn Jensen, der er boligmarkedsanalytiker i Home.
Gassen er gået af ballonen
Hos Energihjem.dk, som er en energiberegnende portal for husejere, bemærker man også boligejernes dalende interesse for energiforbedringer:
– Vi så et kæmpe boom i energirenoveringer i 2022 i forbindelse med de stigende energipriser. Men i år er gassen i den grad gået af ballonen i takt med, at energipriserne er faldet igen. Dette på trods af, at der er åbnet puljer med tilskudsmidler, og virksomhederne er klar til at håndtere opgaverne, siger kommunikationschef i Energihjem Maria Carlsen.
Undersøgelsen omfatter også hvilke energiforbedringer, der er mest populære blandt de boligejere, som netop har foretaget eller ønsker at indføre disse forbedringer på sigt.
Læs mere: Her er boligejernes Top3 i energiforbedringer
De tre mest udbredte løsninger var her udskiftning af olie- eller naturgasfyr med en anden varmekilde, udskiftningen af gamle vinduer til nye energiruder og ekstra isolering.