Her er boligejernes Top3 i energiforbedringer

Især boligejerne i hovedstaden har udskiftet gas- eller oliefyret med anden varmekilde eller har planer om det. Og så er især de yngre boligejere vilde med at isolere ydervæggene.
Energiforbedringer som ekstra isolering eller nye vinduer er noget, som boligejerne får stor glæde af i hverdagen eller når boligen skal sælges. Foto: Palle Skov
Energiforbedringer som ekstra isolering eller nye vinduer er noget, som boligejerne får stor glæde af i hverdagen eller når boligen skal sælges. Foto: Palle Skov

En undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden Home har tidligere vist, at boligkøbere i snit investerer over 200.000 kr. i boligen i forbindelse med overtagelse og indflytning. Nu har analysevirksomheden YouGov på vegne af Home spurgt 1.200 boligejere om, hvilke energiforbedringer de har eller har planer om at foretage.

I top ligger udskiftning af olie- eller naturgasfyr med en anden varmekilde – f.eks. luft til vand varmepumpe sammen med udskiftning af gamle vinduer til nye energiruder. 13 % af boligejerne svarer, at de har været i gang med eller har planer om at skifte til anden varmekilde eller nye vinduer.

Til sammenligning har 8 % har isoleret tag eller loft eller har planer om det.

Alle tre typer energiforbedringer er fornuftige steder at sætte ind, lyder det fra Energihjem.dk:

– Udskiftning af varmekilder, nye vinduer og ekstra isolering er alle energirenoveringer, som boligejerne får stor glæde af. Energirenoveringer som disse kan ofte have en positiv indvirkning på varmeregningen – og samtidig øge komforten i boligen, slår kommunikationschef Maria Carlsen fast.

Læs også: Ældre boligejere har mere tid og flere penge: Prioriterer bæredygtighed højest

Også i forhold til et eventuelt salg af boligen er det yderst fornuftige investeringer.

– Det er forbedringer, der gør boligen mere attraktiv for køberne, og som ofte vil medføre et bedre energimærke – noget som både køberne og deres bankrådgiver lægger vægt på, siger boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen fra Home.

Mere energiforbedring i hovedstaden

Undersøgelsen, der er foretaget i oktober, viser også, at det især er i hovedstaden, boligejerne energirenoverer – og at det er de unge, der går forrest. Undersøgelsen viser at:

– Især boligejerne i hovedstaden har udskiftet gas- eller oliefyret med anden varmekilde eller har planer om det. Særligt boligejerne i de københavnske omegnskommuner søger en anden varmekilde.

– Flest af de yngre boligejere har været i gang med/har planer om energiforbedringer. F.eks. er det 30 % af boligejerne under 30 år, der svarer, at de har eller vil udskifte gas-/oliefyret. Til sammenligning er det kun 9 % af boligejerne over 60 år. Gennemsnittet for alle aldersgrupper ligger på 13 %.

Læs også: Energirenoveringer udebliver – trods frygt for høje energipriser

– Isolering af ydervæggene er mere populært blandt de yngre boligejere end de øvrige. 15 % har haft/har fokus på lunere ydervægge, mens det kun er 6 % på tværs af aldersgrupperne.

Ifølge svarene i undersøgelsen er de tårnhøje energipriser fra 2022 så småt gået i glemmebogen. Således har ca. 60 % ikke foretaget forbedringer eller har planer om at energiforbedre som følge af de stigende energipriser, der siden er aftaget igen.

Relateret indhold