A. Enggaard tager første spadestik til 3 kunstbygninger

En ny fase indledes for Sydhavnskvarteret i Aarhus, hvor nogle af byens store kunst- og designaktører får til huse i fremtiden.
Fra venstre: Søren Taaning (Det Jyske Kunstakademi), Peter Thorsgaard (A. Enggaard), Christian Chapelle (Lifestyle and Design Cluster) og Gitte Villemoes Larsen (VIA University College). Foto: A. Enggaard.
Fra venstre: Søren Taaning (Det Jyske Kunstakademi), Peter Thorsgaard (A. Enggaard), Christian Chapelle (Lifestyle and Design Cluster) og Gitte Villemoes Larsen (VIA University College). Foto: A. Enggaard.

Sydhavnskvarteret i Aarhus udvikler sig med hastige skridt, og nu er de første spadestik taget til de tre byggerier, der i fremtiden skal danne ramme for flere af byens kunst- og designaktører.

Læs også: Plan for privatskole i Nordsjælland godkendt

Blandt de fremtidige lejere er nemlig Det Jyske Kunstakademi, Lifestyle & Design Cluster samt VIA University College, der flytter sin designuddannelse ind i de nye bygninger.

Bag det storstilede projekt står A. Enggaard, og i dag kunne virksomheden så byde en ny fase velkommen:

– Det er en meget stor gevinst både for byen, området og lejerne, at vi nu får samlet en række markante aktører inden for kunst og design på Sydhavnen. Det har været visionen for området, og med dagens spadestik er vi et stort skridt nærmere realiseringen, siger salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard.

Et kreativt miljø

I en allerede eksisterende bygning vil også Aarhus Billedkunstcenter få til huse, og derudover får Fabrikken kreative lejere i form af Guru Agency, Kasper Kjeldgaard, Wired Fly og Max Butke.

Her får Det Jyske Kunstakademi, VIAs designuddannelse, Lifestyle & Design Cluster samt en række nuværende aktører fra Sydhavnskvarteret til huse. Foto: A. Enggaard.
Her får Det Jyske Kunstakademi, VIAs designuddannelse, Lifestyle & Design Cluster samt en række nuværende aktører fra Sydhavnskvarteret til huse. Foto: A. Enggaard.

Og ifølge Søren Taaning, rektor for Det Jyske Kunstakademi, er det til stor gavn at samle nogle af byens kreative kræfter:

– Aarhus har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år og har blandt andet, som mange andre storbyer, gået fra fokus på erhvervsturisme til kulturturisme, fortæller han og fortsætter:

– Samtidig står vi et sted, hvor vi som by fremadrettet skal byde på mere end bare shoppemuligheder i Aarhus centrum, men i højere grad også på kulturelle oplevelser og bydesign i særklasse. En samling af kunst- og designaktørerne i byen kan understøtte denne udvikling.

Muliggørelse af vidensdeling

Samme begejstring deler Dorte-Pia Ravnsbæk, uddannelsesdekan for de kreative uddannelser på VIA University College, om visionen:

– Som uddannelsesinstitution er det helt afgørende for os, at vi er tæt på de miljøer, som vi uddanner til. Den nærhed får vi styrket i Sydhavnen, hvor vi i forvejen er til stede i Filmbyen med vores filmuddannelse Multiplatform Storytelling and Production, fortæller hun.

– Jeg ser et stort potentiale i samspillet med de aktører, der flytter ind i Sydhavnen og vores studerende, der med deres viden og nysgerrighed er med til at drive ikke kun erhvervsudviklingen i Aarhus men i hele samfundet, tilføjer Dorte-Pia Ravnsbæk.

Læs også: Bedre faciliteter for forsvarets mandskab på vej i Høvelte

Udviklingen af hele Sydhavnskvarteret ventes endeligt afsluttet i 2026.

Relateret indhold