Borerig skaber grøn danmarkshistorie på Aarhus Havn

En vigtig milepæl for den grønne omstilling', lød det fra bl.a. finansminister Nicolai Wammen, da Aarhus testede, om der er varmt vand i undergrunden. Vandet skal på sigt levere 20 % af byens fjernvarme.
Boreriggen ankom til Sumatravej på Aarhus Havn i mindre dele og blev samlet på pladsen. Nu skal den hive 60-80 grader varmt vand op fra undergrunden. Foto: Kasper Hornbæk
Boreriggen ankom til Sumatravej på Aarhus Havn i mindre dele og blev samlet på pladsen. Nu skal den hive 60-80 grader varmt vand op fra undergrunden. Foto: Kasper Hornbæk

Geotermi

  • – Udnyttelse af geotermisk varme kan ske ved at pumpe mere end 40 grader varmt vand op fra en dybde på 1-2 km.
  • – Det vurderes, at geotermi kan dække op mod 15-20 pct. af Danmarks samlede varmebehov.
  • – I et geotermisk anlæg pumpes det varme geotermiske vand op til overfladen, varmen høstes og overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb.
  • – Herefter pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen. Energikilden er uudtømmelig.
  • – Geotermi er derudover en grøn energikilde, der ikke er afhængig af vejret, men derimod kan levere varme året rundt tappet direkte fra Danmarks undergrund.
  • – Projektet i Aarhus kan igangsættes uden statslig støtte.
  • Kilde: Klima-, energi- og forsyningsministeriet.

En ca. 31 meter høj, eldrevet borerig med 6.000 hestekræfter er flyttet ind på Sumatravej på Aarhus Havn. Her skal den de kommende måneder bore 2,5 km ned i jorden – ned til det 60-80 grader varme, geotermiske vand, der på sigt skal levere fjernvarme til en femtedel af alle bebyggelser i Aarhus.

Anlægget er en del af EU’s pt. største geotermiske fjernvarmeanlæg, som i alt skal bestå af syv delanlæg rundt om i Aarhus. De første brønde har til opgave at klarlægge, at der som forventet er varmt vand i undergrunden.

Borestarten var et større tilløbsstykke. De syv geotermiske anlæg i Aarhus skal ligge tæt på de eksisterende vekslerstationer, som sender fjernvarmen ud i de aarhusianske hjem. Foto: Per Bille
Borestarten var et større tilløbsstykke. De syv geotermiske anlæg i Aarhus skal ligge tæt på de eksisterende vekslerstationer, som sender fjernvarmen ud i de aarhusianske hjem. Foto: Per Bille

– Hvis vi skal indfri vores grønne ambitioner, skal vi arbejde med projekter, der for alvor gør en forskel. Geotermi er en forudsætning for, at vi i 2030 kan nå i mål med at udfase træpiller og dermed blive endnu grønnere i Aarhus. Det er en vigtig milepæl for os som by, og samtidig håber jeg, at vi med dette projekt også kan inspirere andre byer og vise, at der er veje at gå for grønnere varme, siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.

En vigtig del af den grønne omstilling

Den første varme bliver leveret i 2025 fra et anlæg i Skejby, og når alle delanlæg står færdige, forventes anlægget at kunne levere 20 % af fjernvarmen i Aarhus. Finansminister Nicolai Wammen var til stede, da boreriggen satte i gang:

Læs også: Geotermi i Storkøbenhavn? Undersøger mulighederne i ny rammeaftale

– Man kan roligt sige, at det er et stykke grøn danmarkshistorie, vi skaber i Aarhus i dag. Folketinget skabte rammerne for det i lovgivningen, og nu sætter vi boremaskinen i jorden. Det er sådan, at hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, skal vi have fat i hele klaviaturet af forskellige initiativer. Og der er geotermi et virkeligt spændende initiativ, sagde finansministeren.

Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (tv.) og finansminister Nicolai Wammen havde fuldt overblik over boreriggens arbejde fra 'drillers cabin', hvorfra riggen styres. Foto: Per Bille
Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (tv.) og finansminister Nicolai Wammen havde fuldt overblik over boreriggens arbejde fra ‘drillers cabin’, hvorfra riggen styres. Foto: Per Bille

Det er virksomheden Innargi, som står for at etablere anlægget i Aarhus for Kredsløb. Virksomheden blev stiftet i 2017 og er i dag ejet af A.P. Møller Holding, ATP og NRGi.

– Geotermi har enormt potentiale både i Danmark og Europa, fordi den en vigtig del af svaret på, hvordan Danmark og Europa lykkes med at blive den russiske gas kvit, udfase kul og sikre grøn omstilling af varmeforsyningen samtidig. Borestarten i Aarhus markerer for os en vigtig milepæl på vejen mod at realisere geotermiens potentiale i Danmark og i Europa, siger Samir Abboud, CEO i Innargi.

Første varme i 2025

Boreriggen kommer til at arbejde et par måneder frem på den første brønd. Når først boreriggen er startet, arbejder den i døgndrift. I projektet bruges en eldrevet rig, ligesom der er etableret støjvægge rundt om pladsen for den i døgndrift.

Geotermi fungerer ved, at varmen fra det geotermiske vand overføres til vandet i fjernvarmenettet. Herefter sendes det geotermiske vand tilbage i undergrunden, hvor det kom fra - og fjernvarmevandet ryger ud i radiatorerne.  Illustration: Innargi
Geotermi fungerer ved, at varmen fra det geotermiske vand overføres til vandet i fjernvarmenettet. Herefter sendes det geotermiske vand tilbage i undergrunden, hvor det kom fra – og fjernvarmevandet ryger ud i radiatorerne. Illustration: Innargi

Når boreriggen er færdig på Sumatravej, skal den til Skejbyvej og bore brøndene der. Det er i Skejby, at det første anlæg kommer til at stå færdigt og levere den første varme til aarhusianerne i løbet af 2025. Anlægget på Sumatravej forventes at stå færdigt i begyndelsen af 2027.

Relateret indhold