Brug LCA-beregninger aktivt – ny vejledning guider dig

CO2-aftryk skal være et lige så vigtigt beslutningsparameter som pris, tid og kvalitet. Værdibygs nye LCA-vejledning skal gøre det lettere for byggefagfolk at bruge LCA-beregninger som beslutningsværktøj.
Der er tænkt nøje over materialevalget til det cirkulære børnehus Svanen i Gladsaxe Kommune. Foto: Jonathan Grevsen.
Der er tænkt nøje over materialevalget til det cirkulære børnehus Svanen i Gladsaxe Kommune. Foto: Jonathan Grevsen.

Byggebranchen har længe efterspurgt lovgivning og incitamenter, der understøtter byggeri med et lavere CO2-aftryk. Med krav til byggeriers klimapåvirkning i Bygningsreglementet er der sat en bevægelse i gang i byggeriet, hvor CO2 etablerer sig som et væsentligt parameter i byggeprocessen.

Det kræver dog, at livscyklusvurderinger (LCA) bliver en integreret del af byggeprocessen, så væsentlige beslutninger løbende bliver truffet med afsæt i viden om designoptimering, materialevalg og andre løsningers tilknyttede CO2-udledning.

Vejledningen ‘LCA-processen’ kan findes her.

Værdibygs nye vejledning ‘LCA-processen’ klæder byggebranchens praktikere – bygherrer, rådgivere, entreprenører og underentreprenører – på til at anvende LCA-beregninger som beslutningsværktøj – gennem hele byggeprocessen.

– Hensigten er at vise, hvordan man forløser LCA-beregningernes potentiale, og hvordan det gribes an undervejs i byggeprojektet. Ultimativt ønsker vi at udfordre byggeriets jerntrekant, så det bliver en gængs del af byggeprocessen at inkludere CO2-aftryk som beslutningsparameter på lige fod med pris, tid og kvalitet. Vi vil i bund og grund gerne have, at man løbende bruger LCA-beregningerne til at finde svar på spørgsmålet ‘hvor kan jeg få mindst CO2 for pengene’, udtaler projektchef i Værdibyg, Nina Koch-Ørvad.

Hvem-gør-hvad?

Vejledningen præsenterer bl.a. opgaver og roller i LCA-processen, anvendelige beregnings- og analysetyper, samt hvem-gør-hvad i de forskellige faser af byggeprocessen. Alt sammen krydret med cases, eksempler og udtalelser fra praktikere.

Læs også: LCA-beregning skal være for alle – ikke kun eksperterne

– Det er afgørende, at praktikerne får styr på den proces, der sikrer, at livscyklusvurderinger bliver en integreret del af byggeprocessen, så afgørende beslutninger løbende bliver truffet på baggrund af viden om, hvad designoptimering, materialevalg mv. betyder for projektets samlede klimapåvirkning. Det er en forudsætning for, at vi i byggeriet for alvor kan arbejde med at minimere bygningers klimapåvirkning og dermed bidrage til at opfylde de nationale målsætninger for CO2-reduktion, siger Værdibygs seniorprojektleder Stephan Sander.

Lanceringen af ‘LCA-processen’ finder sted d. 21. november kl. 14-16 i Blox. Vejledningen udgives med støtte fra Realdania.

Relateret indhold