Fire kvalificerede bud var med i opløbet til totalentrepriseudbuddet for et nyt handicapbotilbud i Thisted Kommune, men det blev Byggefirmaet Knudsgaard som, sammen med underrådgiverne Erik Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører, leverede det vindende projekt, efter den netop afsluttede licitation.
Her havde kommunen på forhånd stillet store krav til balancen mellem, at bostedet skal være både et hjem, en arbejdsplads og en del af et lokalområde. Særligt det vindende bud skilte sig ud fra de andre, fortæller direktør for kommunens forvaltning for Social, Sundhed og Kultur, Tue Von Påhlman:
– Byggefirmaet Knudsgaard er lykkedes med at skabe et sammenhængende botilbud med integrerede muligheder for en hjemlig følelse, høj faglig kvalitet, synligt personale og det gode arbejdsmiljø. Jeg tror på, at vi med dette vinderprojekt har skabt mulighederne for et tilbud med høj faglig kvalitet i mange år frem.
Et opslag i Byggefaktas SMART, der er en omfattende database over bygge- og anlægsprojekter over hele landet, viser, at budgettet for det 4.300 kvm store handicapbosted med 42 faste og 8 midlertidige pladser til voksne handicappede er estimeret til 72 mio. kr. Byggestart er angivet til sommeren 2024.
Bæredygtighed er et udtalt politisk mål
Knudsgaard har i tilbuddet lagt vægt på at skabe et sammenhængende botilbud med integrerede muligheder for en hjemlig følelse, høj faglig kvalitet, synligt personale og det gode arbejdsmiljø.
Dertil har entreprenøren planlagt at byggeriet skal bygges efter bygningsklasse 2020 og certificeres til DGNB Guld med hjerte. Det går godt i spænd med kommunens ønske om, at byggeriet skal gennemføres med en bæredygtighedscertificering til guld-niveau – med særligt fokus på det sunde indeklima.
Udvalgsformand Henrik Gregersen finder det særdeles positivt, at også den prioritering er i det valgte projekt:
– Bæredygtighed er et udtalt politisk mål i Thisted Kommune. Jeg er stolt over, at vi er lykkedes med at kombinere et lavt CO2-aftryk med et samtidigt fokus på, at der anvendes bæredygtige materialer, så de beboere, pårørende og medarbejdere, der får deres gang i bygningen, vil opleve et sundt indeklima.
Det nye handicapbotilbud, der skal erstatte to af kommunens nuværende bofællesskaber; Søskrænten og Højtoftevej, forventes at være indflytningsklar første halvår 2026.