Ifølge Statnett, der er ansvarlig for at bygge, drifte og vedligeholde det norske elnet, forventes landets elforbruget at stige med over 50 % frem mod 2050. Derfor skal det norske elnet udvides og moderniseres, så det kan rumme store mængder øget strøm i fremtiden.
Det store elforbrug skyldes bl.a., at de norske virksomheder har store planer om at elektrificere og dermed reducere CO2-udledningen – og så køber nordmændene elbiler som aldrig før:
I dag er otte ud af 10 nyregistrerede biler i Norge rene elbiler.
Læs også: Rambøll valgt som rådgiver på Novos nye lab til knap en 1 milliard
Arkitekt-, ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Rambøll har nu vundet en aftale for Statnett med at levere bygherrerådgivning og rådgivende ingeniørydelser til Statnett i deres arbejde med at udbygge og udvikle det norske elnet.
– Elnettet er rygraden i den grønne omstilling, som skal sikre, at de stigende mængder vedvarende energi kan flyde frit og ubesværet derhen, hvor der er mest brug for det. Vi er stolte af at skulle bistå Statnett med denne vigtige opgave, der skal realisere den grønne omstilling, siger John Ammentorp, global ansvarlig for Power Systems hos Rambøll.
Aftalen består af tre rammeaftaler til en samlet værdi af 520 mio. danske kroner (130 mio. kroner om året) de næste fire år. Opgaven vil beskæftige 200 af Rambølls eksperter fuld tid over de næste fire år. En option på yderligere fire års forlængelse betyder, at det samlede honorar til Rambøll kan løbe op i 1 milliard danske kroner over otte år.
Opgaven er rådgivervirksomhedens største på energiområdet i Norge nogensinde.
Læs også: Rambøll: Vi har behov for mere lean processer for at reducere konfliktniveauet
I Danmark er Rambøll allerede i fuld gang med at bistå Energinet, Statnetts pendant i Danmark, med udbygning, opgradering og nybygning af det danske elnet, så det er forberedt til strømmen fra fremtidens elbiler, datacentre og Power-to-X-projekter.
Rambøll har indtil videre vundet opgaver for Energinet på området for over 600 mio. kroner.