Højhus med ‘300 meter lang slyngplante’ er skudt op i NYC

Med direkte adgang til grønne uderum fra alle 66 etager indbyder BIG's første kommercielle skyskraber i New York, The Spiral, til udendørs ophold i et helt uhørt omfang i den højde.
Terrassernes beplantning varierer på hver af bygningens sider og er tilpasset solens orientering samt vindforhold. Foto: Laurian Ghinitoiu
Terrassernes beplantning varierer på hver af bygningens sider og er tilpasset solens orientering samt vindforhold. Foto: Laurian Ghinitoiu

På Manhattans havnefront har danske BIG – Bjarke Ingels Group designet ‘The Spiral’, der som noget helt unikt har sammenlagt 1.200 kvm taghaver, som snor sig op ad facaden op til den øverste 66. etage.

Byggeriet huser bl.a. caféer, eventrum, co-working-områder, en privat klub, kunstoplevelser og kontorlokaler. Bl.a. holder NewYork-Presbyterian Hospital, banken HSBC, revisions- og rådgivningsfirmaet Baker Tilly og medicinalfirmaet Pfizer, der alene råder over hele 15 etager, til i bygningen.

The Spiral er opført af ejendomsudvikler Tishman Speyer, der købte grunden helt tilbage i 2015. Bygningen er blevet taget i brug i år. Foto: Laurian Ghinitoiu
The Spiral er opført af ejendomsudvikler Tishman Speyer, der købte grunden helt tilbage i 2015. Bygningen er blevet taget i brug i år. Foto: Laurian Ghinitoiu

The Spiral, der er på sammenlagt 265.000 kvm, markerer den nordlige ende af High Line og forlænger parken til Manhattans skyline i det bånd af grønne udeområder, der løber op ad skyskraberens facade.

Den unikke bygning er netop blevet udnævnt som verdens bedste skyskraber i størrelsen 300-399 meter af The Council of Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH) i Singapore. Foto: Laurian Ghinitoiu
Den unikke bygning er netop blevet udnævnt som verdens bedste skyskraber i størrelsen 300-399 meter af The Council of Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH) i Singapore. Foto: Laurian Ghinitoiu

Grundlægger og kreativ Direktør i BIG, Bjarke Ingels, siger:

– Hver etage åbner sig mod byen og skaber et trappetrinsatrium af ‘hængende haver’, der forbinder arbejdsområderne fra stueetagen op til skyskraberens top. Det sammenhængende landskab giver lejerne nem adgang til frisk luft samt udendørsområder til møder og ophold. I takt med at træerne og planterne har slået rødder over de seneste to somre, er The Spirals beplantning langsomt ved at vokse sig til et grønt bælte, der snor sig om hele tårnet – som en 300 m lang slyngplante, der spejler byens skala i dens skyline.

På terrasserne gror der hække og buske, der blomstrer om vinteren, såvel som 14 forskellige enkelt- og flerstammede træsorter. Foto: Laurian Ghinitoiu
På terrasserne gror der hække og buske, der blomstrer om vinteren, såvel som 14 forskellige enkelt- og flerstammede træsorter. Foto: Laurian Ghinitoiu

Naturen er en inkorporeret del af kontormiljøet i The Spiral. Hver etage i The Spiral tilbyder adgang til en terrasse med udsigt ud over Manhattan, Hudson River og New Jersey.

Udvalgte områder i bygningen er designet med dobbelt loftshøjde for at give lejere muligheden for at forbinde etager via en fælles trappe. Lokalerne er konstrueret, så de løbende kan tilpasses lejernes behov.

The Spiral er 66 etager - eller det der svarer til 306 meter - højt. Foto: Laurian Ghinitoiu
The Spiral er 66 etager – eller det der svarer til 306 meter – højt. Foto: Laurian Ghinitoiu

Relateret indhold