Rasmus Abildgaard Kristensen og Niels Treldal skal fremadrettet styrke bestyrelsen i We Build Denmark og bidrage til acceleration af innovationsaktiviteter i samarbejde med klyngens medlemsvirksomheder.
De er henholdsvis Vice President & Head of Public Affairs i Danfoss og Senior Director for Innovation & Digital Transformation i Cowi og kommer til at styrke klyngens rolle som driver for grøn og digital omstilling i hele branchen.
Et samlet innovationsløft
Danfoss er internationalt anerkendt for deres ekspertise og løsninger indenfor sektorintegration, smart styring af bygninger og energieffektive teknologier. Derudover arbejder de med innovative løsninger inden for emissionsfri byggepladsudstyr.
Læs også: Troldtekts tidligere topchef træder ind i Molands bestyrelse
Cowi er blandt de førende rådgivere i branchen, og de har om nogen fingeren på pulsen ift. innovativt samarbejde i bygge- og anlægsbranchen, lyder det fra Christina Melvang, direktør i We Build Denmark:
– Danfoss og Cowi er ikke bare store virksomheder med internationalt format. De bidrager med innovationshøjde og gode samarbejdsevner på tværs af branchen. De er vant til at involvere deres kunder, partnere og værdikæde i innovationsaktiviteter, og det er forventningen, at de qua deres erfaring kan bidrage til et samlet innovationsløft, siger hun.
Større transformative dagsordener
Rasmus Abildgaard Kristensen fra Danfoss er blevet udnævnt af We Build Denmarks øvrige bestyrelse og indtrådte den 2. oktober. Han kommer med en solid international erfaring inden for klima og energi og har også været chef Udenrigsministeriets klimakontor, ligesom han har været international chef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Læs også: Roskilde-entreprenørs nye CFO: “Branchens uforudsigelighed er en drivkraft”
– Jeg ser oplagte samarbejdsmuligheder om konkrete innovationsprojekter og større transformative dagsordener, som vi kan og skal løfte sammen – herunder ikke mindst dekarbonisering af vores byggepladser, siger Rasmus Abildgaard Kristensen.
Bygge bro mellem aktører
Niels Treldal blev valgt ind på den ordinære generalforsamling lige før sommer. Han bringer erfaring i at anvende digitalisering til at understøtte innovation og samarbejde i byggeriet:
– Der er store forventninger til byggesektorens evne til at omstille sig radikalt mod en reel bæredygtig fremtid. Det vil kræve massivt fokus på innovation for at lykkes. Derfor glæder jeg mig meget til at bidrage med at bygge bro mellem aktører og motivere til, at vi får accelereret innovationsevnen på tværs, siger Niels Treldal.