Colas opkøber grusgrave i Sønderjylland: Vil udnytte stærkt tysk netværk

Der er netop indgået aftale om, at virksomheden overtager Freiberg Grusgraves aktiviteter i to grusgrave i Uge og Rødekro, hvor 14 medarbejdere fortsætter deres arbejde.
Hans Christian Freiberg (tv.) og Hans Oluf Krog.
Hans Christian Freiberg (tv.) og Hans Oluf Krog.

Colas Danmark og ejerne af Freiberg Grusgrave har underskrevet aftale om Colas’ overtagelse af Freiberg Grusgraves grusgrave i Sønderjylland.

Som en del af aftalen overtager Colas Danmark Freiberg Grusgraves aktiviteter i to grusgrave i Uge og Rødekro inklusive kontor og værksted, materiel, kundeportefølje og 14 medarbejdere, som fortsætter deres arbejde i grusgravene.

På ledelsesområdet er det planen, at direktør Helmut Callesen fortsætter som salgschef for Colas’ grusgrave i Danmark i tæt samarbejde og med reference til Colas’ grusgravschef, Niels Fosgrau.

Læs også: Trods krise-snak fastslår region: Der er råstoffer nok

Efter overdragelsen fortsætter driften af grusgravene i Uge og Rødekro uændret under Colas’ ledelse. Grusgravene skifter dog navn til Colas – Freiberg Grusgrave:

– Vi glæder os til at videreføre virksomheden med dens dygtige medarbejdere og fortsætte driften og det gode og langvarige samarbejde med grundejerne samt udnytte det stærke lokalkendskab og tyske netværk, som selskabet har opbygget gennem årene, siger industridirektør Jacob Kloster, Colas Danmark.

– Grusgravsforretningen er en vigtig del af Colas Gruppen globalt, og vi ser et forretningspotentiale i overtagelsen af Freiberg Grusgrave, som indvinder råstoffer af høj kvalitet, og som har en stor eksport til det tyske marked, tilføjer han.

En del af et stort netværk

Colas Danmark er et datterselskab i den internationale Colas Gruppen, der har et netværk af 800 entreprenørvirksomheder i mere end 50 lande på fem kontinenter og 58.000 medarbejdere – et netværk, som Freiberg Grusgrave nu bliver en del af:

– For os har det været vigtigt, at vores medarbejdere kan fortsætte under den nye ejer, og jeg er helt tryg ved at give roret videre til Colas, siger Hans Christian Freiberg, tidligere hovedaktionær i Freiberg Grusgrave.

– Det var Colas selv, der rettede henvendelse til os for at høre, om vi var interesserede i at sælge, og vi har haft en god dialog hele vejen igennem. Colas er med sin erfaring den rette til at videreføre grusgravsdriften og fortsætte det gode forhold til det netværk, vi har bygget op, tilføjer han.

I 2022 var Colas Gruppens omsætning 15,5 mia. euro (60 % udenfor Frankrig).

Relateret indhold