I april 2022 blev den danske arkitektvirksomhed Mangor & Nagel opkøbt af AART og har siden heddet “Mangor & Nagel – en del af AART”.
Nu skifter navnet til “AART”, hvilket markerer den fulde integration med virksomheden:
– Navneskiftet har været planen siden opkøbet, og tidspunktet er rigtig nu, siger Torben Skovbjerg, CEO og medstifter i AART.
Torben Skovbjerg uddyber:
– Det seneste halvandet år har vi brugt på at integrere vores to virksomheder og etablere relationer og samarbejder på tværs af vores kontorer – både internt, til kunder og til samarbejdspartnere. Vi har hurtigt oplevet de positive synergier ved at blive én virksomhed, og det er meningsfuldt for begge parter, at vi nu samler kræfterne under ét fælles navn.
Læs også: Arkitekter oplever nu fordelene ved at være “en del af AART”
AART har mere end 300 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm, Roskilde og Frederikssund.
En æra slutter og en ny begynder
I november markeres navneskiftet med en reception for kunder og samarbejdspartnere i AARTs nye arkitektkontor på Nordre Fasanvej i København, hvor også udgivelsen af en helt ny jubilæumsbog ‘Boliger til tiden’ fejres.
I bogen genbesøges en række af Mangor & Nagels boligprojekter gennem virksomhedens 75 år:
– I 75 år har Mangor & Nagel bidraget til samfundet med smuk og holdbar arkitektur og skabt rammen om et arbejdsliv for mange hundrede mennesker – og for nogens vedkommende i årtier. Nu skifter vi navn, men vi bygger videre på vores stærke fundament og DNA og viderefører arven og de stolte traditioner sammen med alle de gode kræfter i AART, siger Jakob Andersen, tidligere adm. direktør i Mangor & Nagel og nu partner og regionsdirektør i AART.