Stor nedgang rammer ikke ingeniørerne – og det er der 2 grunde til

Den opbremsning, der ses andre steder i byggeriets værdikæde, er ikke at finde i de seneste tal for rådgiver- og ingeniørvirksomheder. Adm. direktør i FRI forklarer hvorfor.
Adm. direktør i FRI, Henrik Garver. Foto: Henrik Eskildsen.
Adm. direktør i FRI, Henrik Garver. Foto: Henrik Eskildsen.

Nye branchetal fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, viser fortsat flotte omsætningstal for de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder. Og den opbremsning af byggeriet, der ses andre steder i byggeriets værdikæde, er ikke at finde i tallene for rådgiver- og ingeniørvirksomheder.

Det forklarer adm. direktør i FRI, Henrik Garver, til Dagens Byggeri:

– Selvom vi godt kan mærke på især nogle af vores mindre medlemsvirksomheder, at der HAR været et skift i den måde, der bliver bygget på i Danmark, så ser vi som branche ikke en stor nedgang inden for byggesektorerne. Og det er der primært to grunde til, siger han og uddyber:

Læs også: Bøn fra FRI: Det skal være lettere at ansætte udenlandske ingeniører

– For det første oplever vi, at den nedgang, der har været i ordrerne fra de offentlige bygherrer, stat, regioner og kommuner, bliver opvejet af en fremgang i erhvervsinvesteringerne. Så for vores medlemmer ender det med at gå nogenlunde op, selvom vi også har kunnet registrere en opbremsning i boligbyggeriet, der kunne udvikle sig mere alvorligt, men hvor meget tyder på, at investorerne igen begynder at kunne regne deres business case hjem.

– For det andet ligger der nok også en forklaring i, at en stor del af de udfordringer, man ser og læser om i byggeriet og blandt de mindre udførende virksomheder og hos arkitekter, skal findes i, at de små og simplere boligopgaver, hvor der kun sjældent bruges en rådgivende ingeniør har set en kraftigere opbremsning end det mere professionelle byggeri. Populært formuleret kan man sige, at det ikke har nogen indflydelse for FRI’s medlemmer, at der bliver skiftet færre vinduer eller køkkener ud i de private villaer og parcelhuse, fordi priserne er steget nede i byggemarkedet.

Én sektor vokser markant

Den statistiske branchebeskrivelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, viser, at de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder, der er en del af FRI, i 2022 havde en overskudsgrad på 7,1 % målt på egenproduktionen. Det er cirka på niveau med året før og fortsat udtryk for en historisk høj indtjening.

Overskuddet er baseret på en omsætning på 15,7 mia. kroner, hvilket er en stigning på mere end 13 % ift. året før.

Læs også: Unge danske ingeniører imponerer internationalt

– Når vi kigger på udviklingen af omsætningen spredt ud over på de fire største sektorer – Byggeri, Infrastruktur, Miljø og Energi – så ser vi, at fordelingen ser ud stort set som året før. Men til gengæld har vi en ret voldsom vækst i en femte sektor: Industriel proces og produktion. Sidste år udgjorde den 6 % af den samlede omsætning – i år er det 9 % – for fem år siden var det 3 %. Det er en voldsom stigning på meget få år, og sektoren er nu næsten er på størrelse med energisektoren blandt vores medlemmer, siger adm. direktør Henrik Garver, FRI, og fortsætter:

– Det er udtryk for en meget markant tendens. Produktionsvirksomhederne i Danmark bliver mere avancerede – ikke mindst drevet af væksten i den danske medico- og pharma-industri, men i høj grad også af vores fødevareindustri og af væksten i logistik og spedition. De anlæg og produktionsfaciliteter, der investeres i, kræver en høj grad af tekniske ekspertise og specialistviden, som de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder kan levere. Der er intet, der tyder på, at denne udvikling kommer til at vende i den nære fremtid, og heldigvis ser vi at vores medlemsvirksomheder er godt rustet til at følge med denne omstilling, og konstant investerer i at blive endnu stærkere.

Relateret indhold