Johnny Hey tiltræder den 8. januar 2024 som CCO (Chief Construction Officer) og bliver en del af direktionen, der desuden udgøres af Torben Modvig, CEO, Jan Aarestrup, CFO og Michael Storgaard, COO.
De seneste 6 år har Johnny Hey stået i spidsen for Bravida Danmark som CEO, hvor han har skabt stabil vækst på alle fronter. I Nordstern vil hans opgave ligeledes være at bidrage til virksomhedens vækst gennem byggeriaktiviteterne.
Læs også: Bravida Danmark runder 4 milliarder – og vækster 61 pct. i fjerde kvartal
– Byggeriet er selvsagt det største forretningsområde for Nordstern, så det har været vigtigt for os at finde en profil, der både har den nødvendige erfaring og de rette ledelsesmæssige evner. Johnny har i Bravida bevist, at han har det, der skal til, og vi ser frem til at byde ham velkommen hos Nordstern i det nye år, siger Torben Modvig, CEO i Nordstern.
Kompetent og ambitiøs virksomhed
Nordstern har i dag fire nybyg-divisioner samt to renoveringsdivisioner fordelt i Øst- og Vestdanmark. Alle seks divisioner samles under den nye CCO såvel som støttefunktionerne Salg og Indkøb.
Johnny Hey vil således både arbejde fra kontoret i Aarhus og Søborg:
– Gennem mit virke i Bravida kender jeg allerede Nordstern som en kompetent og ambitiøs virksomhed med en stærk bæredygtighedsprofil, som jeg ser meget frem til at blive en del af. Jeg vil bidrage med min vækst- og ledelseserfaring og glæder mig samtidig til at udfordre mig selv i en anden virksomhed og rolle, end jeg har haft de sidste mange år, siger han.
I 2022 omsatte Nordstern for 6,1 mia. kroner og havde samlet 828.000 m2 nybyggeri under opførelse og 311.000 m2 under renovering.
Virksomheden har ca. 450 medarbejdere.