Egernsund Wienerberger: Frygter manglende arbejdskraft mere end CO2-udledning

Nordisk CEO Henrik Dietrichsen er sikker på, at byggebranchen får løst udfordringen med reduktion af CO2-udledningen, men anser derimod manglen på arbejdskraft som et større problem. Og så må vi ikke gentage 1960'erne og glemme holdbarhed, kvalitet og æstetik, mener han.
- Vores klare mål er at være CO2-neutral, og vi har en klar plan for, hvordan vi kommer derhen. Siden 2020 har vi reduceret med knap 50 %. Det har vi gjort bl.a. ved at slå teglværker sammen, vi har effektiviseret og produktudviklet, og vi har sourcet biogas, siger Henrik Dietrichsen, nordisk CEO.
- Vores klare mål er at være CO2-neutral, og vi har en klar plan for, hvordan vi kommer derhen. Siden 2020 har vi reduceret med knap 50 %. Det har vi gjort bl.a. ved at slå teglværker sammen, vi har effektiviseret og produktudviklet, og vi har sourcet biogas, siger Henrik Dietrichsen, nordisk CEO.

I en interviewserie på Dagens Byggeri tager en række af byggeriets topchefer temperaturen på bygge- og anlægsbranchen og fortæller, hvordan de med deres virksomheder møder branchens udfordringer nu og i den kommende tid. Denne gang er det nordisk CEO Henrik Dietrichsen fra Egernsund Wienerberger, der har ca. 300 medarbejdere og en nettoomsætning på 534 mio. kroner (Årets resultat: 40 mio. kroner).

På hvilke område(r) har byggeriet ændret sig mest det seneste år, og hvad skyldes det?

– Der er ingen tvivl om, at det store fokus på bæredygtighed, genanvendelse af materialer og nedbringelse af CO2-aftrykket er fyldt mest. Bortset fra konjunkturerne, har det taget de store overskrifter, så er helt klart sket en udvikling.

– For bare få år siden havde de fleste svært ved at stave til DGNB, men i dag er det en certificering, der fylder meget, fordi den gør de mange bæredygtige tiltag målbare. Og er virkelig en god udvikling, der er gået stærkt.

– Det samme gælder for EPD’er, som alle i dag bruger, hvilket har ændret branchen fundamentalt. Ikke at vi bygger på en hel anden måde i dag end for få år siden, men vi har nu en fælles referenceramme for, hvad der er godt, og hvad der er skidt, og det imponerer mig meget, at en ellers så konservativ branche kan ændre sig så meget på så kort tid, bl.a. ift. udrulning af EPD’er og indførelse af kalkulations- og CO2-beregninger samt certifikater.

– For Egernsund Wienerberger satte vi os nogle ambitiøse målsætninger for år tilbage, så selvom at udviklingen er gået stærkt, har vi været godt forberedte.

– Men selvom meget er ændret, er der også mange ting at gøre endnu.

På hvilke område(r) er branchen mest udfordret det kommende år, og hvordan kan det løses?

– Lige nu og her er det renteniveauet, der udfordrer. For få byggesager går i gang, og de sager, der er i gang, bliver udskudt – og det vendte lynhurtigt. Hvem havde for et år siden regnet med et fald på 30 %? Men sådan er vilkårene i vores branche. Det går hurtigt op, og det går hurtigt ned.

– En anden udfordring er mangel på arbejdskraft. Der er stort set ingen ledige, og det gør, at den kæmpe nedgang, der har været i år, ikke opfattes som så voldsomt, fordi folk er i arbejde. Men lad os se, når der kommer gang i den igen – når alle boligerne bliver solgt: Hvem skal så bygge dem, når alle er i arbejde?

– Udfordringen med reduktion af CO2-udledning er jeg sikker på, vi nok skal løse, men arbejdskraft ser jeg som et større problem. For hvis ikke den er der, er den der ikke.

– Der gøres et stort arbejde på fagskolerne, og vi er også hovedsponsor for DM i Skills, der er med til at gøre byggefagene mere populære. Der hersker stadig uddannelsessnobberi, men jeg oplever, at det er ved at ændre sig. Det tager bare tid. Samtidig er det vigtigt at få udenlandsk arbejdskraft ind.

Hvilke mål har Egernsund Wienerberger sat sig for det kommende år, og hvordan vil I nå og måle succes?

– Vores klare mål er at være CO2-neutral. Og det er ikke bare noget, vi siger. Vi har en klar plan for, hvordan vi kommer derhen. Siden 2020 har vi reduceret med knap 50 %. Det har vi gjort bl.a. ved at slå teglværker sammen, vi har effektiviseret og produktudviklet, og vi har sourcet biogas:

– For et par år siden købte vi biogas på en 5-årig aftale, hvilket betyder at 65 % af vores brændsel er certificeret biogas.

– For at nå helt i mål med vores grønne omstilling er vi nødsaget til at kigge mod nye teknologier så som carbon capture, der er en stor og dyr investering. Derfor arbejder vi – på den korte bane – med at dematerialisere produkterne samt gøre dem smallere med lavere CO2-aftryk.

– Lovgivningsmæssigt er der ingen udfordringer, så dér er vi også kommet langt. Teknikkerne er bare stadig dyre, og det skal politikerne til at gøre noget ved. Men generelt er jeg positivt overrasket over, hvor langt vi er – sammenlignet med, hvis du havde spurgt mig for 3 år siden.

– Og jeg er også meget positiv, når jeg ser frem i 2030, hvor vi med allerede eksisterende teknikker kommer til at arbejde på en helt anden måde.

Hvordan har Egernsund Wienerberger bidraget til den grønne omstilling, og hvordan vil I bidrage til den det kommende år?

– I Sønderborg har vi bl.a. stoppet al produktion af traditionelle mursten og overgået til udelukkende at producere vores CO2-venlige mursten, Less, hvor materialeforbruget er reduceret med 15 %. Ved samtidig at brænde med biogas reduceres CO2-udledningen i produktionen med 70-90 % sammenlignet med en traditionel mursten produceret med naturgas.

– Dernæst går vi som sagt foran og gør brug af de teknikker, det økonomisk er rentabelt at gøre brug af. Vi har dematerialiseret vores produkter og sourcet så meget biogas, vi kan.

– Vi er i netværk med virksomheder, der arbejder med bæredygtig produktion, så vi ved, hvad der sker, og vi ved, hvornår vi skal rykke på det. Det næste – og det er om relativt kort tid – bliver, at det kan betale sig at brænde CO2. Men sådanne skridt skal først tages af de største aktører som f.eks. Aalborg Portland, før vi andre følger efter.

– Vi er en del af stor koncern, og strategien er aligned hele vejen rundt. Det særlige ved for Danmark er, at vi har biogas og grøn strøm og det er en stor fordel ift. mange andre lande. Så måske har politikerne ikke været helt så forudsigende på arbejdskraft, men det har de virkelig været på grøn energi.

Hvordan kommer teknologi, automatisering og digitalisering til at påvirke branchen det kommende år, og hvordan forholder Egernsund Wienerberger sig til udviklingen?

– Der er et stort fokus på at arbejde mere med præfabrikerede løsninger, som er meget mere udbredt i Sverige end herhjemme endnu.

– Generelt går markedet mere mod systemløsninger – bl.a. pga. manglen på arbejdskraft. Af samme årsag købte Egernsund Wienerberger tidligere i år Komproment, som leverer holdbare, bæredygtige facade- og tagsystemer til de nordiske lande og udvalgte eksportmarkeder.

– Den digitale udvikling ligger særligt inden for det digitale byggeri. Vores del er fokuseret på at sælge løsninger, og vi er forberedt på, hvordan disse løsninger ændrer sig.

Hvad, tror I, vil præge branchen mest det kommende år, og hvordan vil den udvikle sig?

– I forlængelse af det store og vigtige fokus, vi nu har på bæredygtighed, tror jeg, at vi vil se en 2. bølge, der foruden bæredygtighed også fokuserer på kvalitet og holdbarhed.

– Vi må ikke gentage 1960’erne, hvor det hele skulle gå stærkt, for alle skulle have en bolig. Dengang byggede man en masse boliger uden fokus på det æstetiske. Når du skifter fra ét til noget andet, ender du ofte med et meget ensidigt fokus og glemmer bredden.

– Det tror jeg, at vi i de kommende år i større grad tænker i helhed – hvilket også er kendetegnende for Danmark.

Relateret indhold