SMVdanmark var i starten af 2022 ude med kras kritik af bl.a. Københavns Kommune, der dengang lå i bunden af listen over alle landets kommuners sagsbehandlingstider på byggesager.
I efteråret samme år afsatte kommunen 15 mio. kr. til at sætte fart på behandlingen af byggesager, og det har givet pote.
På mindre end et år er beholdningen af byggeansøgninger skrumpet fra knap 1.500 til 420 sager. Det betyder, at kommunen ikke længere har en pukkel af byggesager, der venter på at blive færdigbehandlet.
At sagsbeholdningen er nedbragt med over 1.000 sager på et år, kan også aflæses i den tid ansøgerne nu venter på en afgørelse. I dag tager det i gennemsnit 139 dage at få en byggetilladelse, mens det for et år siden i gennemsnit tog 259 dage.
Læs også: 19 kommuner klarer byggetilladelserne gratis. Andre tager mere end 1.000 kr. – i timen
Den gode udvikling skal fortsætte
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod er glad for, at indsatsen har båret frugt og vil følge området tæt:
– Byggesagsbehandlerne har knoklet for at få nedbragt sagspuklen, og der er blevet skruet på alle knapper for at nå i mål. Det er helt afgørende for, at vi kan få en kortere sagsbehandlingstid, så virksomheder og københavnere ikke skal vente urimeligt længe på at få behandlet en byggetilladelse, og jeg vil holde godt øje med, at den gode udvikling fortsætter, siger hun.