Det er blevet så kompliceret, at det nærmest er umuligt for almindelige borgere at ansøge om tilladelse til at bygge en simpel carport. Og hvis blot materialevalg eller udformning i en mindre byggeopgave afviger fra standardløsningerne, må selv garvede håndværksvirksomheder bruge urimeligt lang tid på opgaven.
Ansøgningen skal vise, at betingelserne i bygningsreglementet er opfyldt, men når borgerne selv forsøger at ansøge, stopper festen for de fleste.
De havner i et virvar af krav om oplysninger og dokumentation, fordi man på en gang forsøger at dække alle byggerier fra carporten til et fire etagers boligkompleks. Og derfor må de have deres håndværker til også at tage sig af papirarbejdet.
Klodsede standarder
Vi i Dansk Håndværk bakker derfor op om Arkitektforeningen, der inden sommerferien lavede en medlemsundersøgelse om konsekvenser af de indviklede regler. Den viste entydigt, at kompleksiteten får kunderne til at fravælge det unikke og smukke og i stedet nøjes med de mere standardiserede løsninger.
Disse benspænd gør, at vores bygninger bliver præget af klodsede standarder, der kan ansøges om på rutinen, fordi dokumentationen blot skal gentages igen og igen. Det er vel ikke den type bygninger, vi skal bruge vores dygtige håndværkere og arkitekter til?
Desværre hører vi fra håndværksvirksomhederne, at de skal bruge urimeligt lang tid i en jungle af dokumentationskrav. Fortsætter det, risikerer vi, at vores boliger bliver kedelige og ensformige, fordi vi mister de spændende, anderledes og klimavenlige løsninger.
Opdeling er løsningen
Vi mener, at der bør skabes to spor for byggeansøgninger:
– En forenklet ansøgning, der er tilpasset simple byggerier som f.eks. mindre boliger, tilbygninger, carporte mv.
– En mere dybdegående ansøgning til de større og mere komplicerede byggeopgaver.
En sådan opdeling vil uden tvivl også blive hilst velkommen hos kommunerne, som får lettere ved at behandle de mange ansøgninger om mindre byggerier. Samtidigt vil det give dem luft til at få ventetiderne på byggeansøgninger bragt ned.