NRE Group med tocifret millionoverskud – fastholder strategien

Trods usikkerhed i markedet følger ejendoms- og entreprenørkoncernen en langsigtet strategi, der sammen med fortsat god aktivitet vil påvirke de kommende års resultater positivt.
NRE Group har bl.a. udviklet og står bag opførelsen af Grunwalds Have på Østerbro i København for AP Pension, KAB og Østre Gasværk Teater. Visualiseringen af projektet er vejledende.
NRE Group har bl.a. udviklet og står bag opførelsen af Grunwalds Have på Østerbro i København for AP Pension, KAB og Østre Gasværk Teater. Visualiseringen af projektet er vejledende.

NRE Groups resultat udgør et overskud før skat på 28,1 mio. kroner, hvorefter koncernens egenkapital pr. den 30. april 2023 inklusive minoritetsinteresser udgør 116,6 mio. kroner.

Koncernens balance er opgjort til kr. 368,4 mio. kroner, og soliditeten udgør herefter 31,6 %.

Direktør og partner i NRE Group, Jacob Eiskjær Olesen, anser resultatet som mindre tilfredsstillende, da koncernen kun delvist har indfriet forventningerne for året:

– Situationen i Ukraine og de dertilhørende udfordringer i forsyningskæderne har medført prisstigninger på en lang række råvarer og materialer. Opgaver i totalentreprise har i de seneste år haft væsentligt lavere marginer end tidligere.

Usikkerhed fortsætter

– Samtidig har rentestigninger skabt øgede finansieringsomkostninger og usikkerhed i markedet. Denne usikkerhed resulterer i tilbageholdenhed fra de større investorer pga. manglende opfyldelse af afkastkrav, siger han og fortsætter:

– De svære markedsbetingelser ser også ud til at fortsætte i 2023/24. På trods af faldende inflation forventes renterne fortsat at stige i det kommende år. Disse forhold skaber fortsat usikkerhed i branchen, hvilket resulterer i skærpede finansieringsvilkår.

Godt rustet

På trods af markedsbetingelserne føler NRE sig godt rustet til de kommende år, siger Jacob Eiskjær Olesen:

– Vi har fortsat en god aktivitet i 2023/24 på tværs af Norge, Sverige og Danmark. Vi har lagt en langsigtet strategi baseret på solide og tillidsbaserede relationer med samarbejdspartnere, kunder og medarbejdere. Vi har byggestart på flere større boligprojekter i både Norge og Sverige i efteråret 2023, og der er indgået aftaler om projekter, der vil påvirke de kommende års resultater positivt.

NRE Group er en nordisk ejendomsudvikler med fokus på udvikling af boligejendomme i større byer i Danmark, Sverige og Norge. Virksomheden leverer nøglefærdige byggeprojekter og står for den samlede proces fra ideskabelse til færdigt byggeri.

Relateret indhold