Oprindeligt var byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital budgetteret til at koste 5,2 mia. kroner (i løbende priser).
Men efter at budgettet blev revideret lød beløbet på 6,4 mia. kroner (i løbende priser).
Nu har Indenrigs- og Sundhedsministeriet givet Region Nordjylland mulighed for en lånefinansiering for det fulde beløb til at dække budgetoverskridelsen:
– Det er en fantastisk nyhed – den har vi ventet på længe. Det betyder, at vi er et stort skridt videre med fremtidens universitetshospital. Det giver samtidig vores medarbejdere, der arbejder med byggeriet fornyet håb og glæde, og det er jeg rigtig glad for, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Næste skridt er nu, at regionsrådet skal sende en ansøgning til ministeriet om at låne pengene på det beløb, som regionen meldte ud i efteråret 2022.
Berører ikke andre byggerier
Ministeriet anerkender, at den forhøjede udgift til at bygge Nyt Aalborg Universitetshospital færdig ikke kommer til at gå ud over regionens mulighed for andre byggeprojekter.
Den øvrige anlægsramme i regionen berøres med andre ord ikke af overskridelsen på Nyt Aalborg Universitetshospital.
Projektstyring med alvorlige mangler
Flere regioner har haft ekstraordinære økonomiske udfordringer med kvalitetsfondsbyggerierne.
På den baggrund har Indenrigs- og Sundhedsministeriet siden 2020 været i tæt dialog med Region Nordjylland pga. de økonomiske udfordringer på Nyt Aalborg Universitetshospital.
Ministeriet noterer i deres tilsagn, at Region Nordjylland i 2022 etablerede et eksternt byggefagligt advisory board, som sammen med den nye projektdirektør har gennemført en grundig analyse af udfordringerne i projektet.
Denne analyse viste, at regionens styring af projektet på en række områder har haft alvorlige mangler. Det er der rettet op på nu, lyder det:
– Vi har lavet et kæmpe stykke arbejde med at rette op på projektet, og det er glædeligt, det også har båret frugt overfor Indenrigs- og sundhedsministeriet, og at tilliden er genoprettet. Vi har inviteret dem helt indenfor i maskinrummet, og de har set alt, hvad vi har lavet mht. styring af tid, økonomi, risiko samt de organisatoriske tiltag, vi har gjort, siger projektdirektør Martin Kjær.
Afgørende tiltag sat i værk
Med det eksterne advisory board er der desuden etableret en løbende uafhængig rådgivning af regionens topledelse om projektet:
– Det er helt afgørende tiltag, vi har sat i værk, og der er ingen tvivl om, at vi står et godt sted i dag med netop disse tiltag. Det er hele fundamentet for at komme godt i mål, siger Mads Duedahl.