Aalborg: Almene boligselskaber går sammen om at svanemærke boliger

En række almene boligselskaber har netop underskrevet en hensigtserklæring, hvor de forpligtiger sig til at vurdere muligheden for at få certificeret deres bygninger med Svanemærket.
Fra venstre: Rikke Dreyer, chefkonsulent i Miljømærkning Danmark, Klaus Ringgaard, direktør i Alabu Bolig, Michael Knudsen, byggeteknisk chef i Himmerland Boligforening, Laila Thomsen, formand for Alabu Bolig, Mogens Rank, teknisk chef i Plus Bolig, Ali Hassan, ansvarlig for bæredygtighed hos Plus Bolig og Tobias Bøgeskov Eriksen, byrådsmedlem i Aalborg Kommune.
Fra venstre: Rikke Dreyer, chefkonsulent i Miljømærkning Danmark, Klaus Ringgaard, direktør i Alabu Bolig, Michael Knudsen, byggeteknisk chef i Himmerland Boligforening, Laila Thomsen, formand for Alabu Bolig, Mogens Rank, teknisk chef i Plus Bolig, Ali Hassan, ansvarlig for bæredygtighed hos Plus Bolig og Tobias Bøgeskov Eriksen, byrådsmedlem i Aalborg Kommune.

De almene boligselskaber Alabu Bolig, Plus Bolig og Himmerland Boligforening har netop underskrevet en hensigtserklæring, hvor de forpligtiger sig til at vurdere muligheden for at få certificeret deres bygninger med Svanemærket, der er det officielle nordiske miljømærke.

Samtidig forpligter Miljømærkning Danmark sig til at tilbyde kompetenceudvikling og løbende uddannelse inden for Svanemærkets krav til nybyg og renovering. Formålet er at fremme viden om mere bæredygtigt byggeri og ikke mindst understøtte det enkelte boligselskab i arbejdet med at opnå certificerede byggerier.

Læs også: Træ sender Brohusets CO2-aftryk i bund

– Vi vil rigtig gerne tage det næste skridt ift. at gøre vores byggerier og renoveringsprojekter mere bæredygtige, siger Klaus Ringgaard, direktør for Alabu Bolig.

– Der har Svanemærket den fordel, at det ikke er pointsystemer, men derimod faste kriterier man enten lever op til eller ikke lever op til. Det kan gøre det nemmere for os at sikre bæredygtighedstiltag i byggerierne. Men det kræver, at politikerne sætter retningen og rammen, og her er hensigtserklæringen et skridt i den rigtige retning.

Energiforbruget er ikke nok

At tænke mere bæredygtighed ind i byggeriet er ifølge Rådmand for Klima og Miljø i Aalborg, Per Clausen (Ø), nødvendigt, hvis vi skal nå klimamålsætningerne:

– Vi har i Aalborg Kommune vedtaget en målsætning om at blive klimaneutrale i 2050. Det betyder, at byggeriet skal gennemgå en stor omstilling. Her er det ikke længere nok kun at kigge på energiforbrug – vi skal også se på, hvilke byggematerialer vi bruger.

Læs også: Håb for byggeriet: 25 projekter gør klima-ekspert fortrøstningsfuld

– Derfor er jeg er glad for at se, hvordan Tobias og andre gode kræfter har arbejdet for det her initiativ, hvor man giver hinanden hånd på at tænke mere bæredygtighed ind i den almene boligsektor.

– Vi skal løfte i fællesskab

Ifølge kommunalbestyrelsesmedlem Tobias Bøgeskov Eriksen er det særlig vigtigt, at der er en god dialog mellem interessenter, politikere og boligselskaber, hvis man skal lykkes med flere certificerede byggerier og i sidste ende komme i mål med kommunens klimaambitioner:

– Vi skal løfte i fællesskab, når det gælder sikring af bæredygtighed i byggeriet. Derfor er det afgørende, at vi etablerer partnerskaber på tværs, så vi kan løse udfordringerne sammen. En vigtig samarbejdspartner er de almene boligselskaber, der gør et enormt arbejde indenfor social bæredygtighed, og som heldigvis også har taget udfordringen op for at få den grønne bæredygtighed med.

Relateret indhold