I december blev Greenport Scandinavia lanceret med delformålet at bekæmpe klimaforandringer.
Nu tilslutter Aalborg Portland konsortiet, som er et såkaldt CCUS-projekt (Carbon Capture, Utilization and Storage) i Nordeuropa med ambitionen om, at Hirtshals bliver en hub for import og udskibning af betydelige mængder CO2.
Konsortiet består af Ineos Energy, Wintershall Dea, Evida, Biocarb Solution, Hirtshals Havn og Greenport North.
– Vi er blevet en del af Greenport Scandinavia, fordi det er essentielt for Aalborg Portland at engagere sig i et ambitiøst projekt, der allerede er i gang, og som er i stand til at opbygge en stærk dansk CCS-infrastruktur og levere en pålidelig, sikker og omkostningseffektiv CO2-håndteringsløsning så hurtigt som muligt, siger Aalborg Portlands CCO, Michael Lundgaard Thomsen.
Afgørende for opskalering af CO2-fangst og -lagring
Evida skal stå i spidsen for anlæggelsen af den danske CO2-rørledningskonstruktion.
Fase 1 er en rørledning fra Aalborg til CO2-hubben i Hirtshals, der gør det muligt for virksomheder på en sikker og omkostningseffektiv måde at sende CO2 til permanent lagring i udtømte oliefelter i den danske del af Nordsøen.
– Rørført infrastruktur er afgørende for opskalering af CO2-fangst og -lagring og for at sikre pålidelig, sikker og omkostningseffektiv CO2-transport med adgang flere steder fra. I Evida har vi allerede igangsat planlægningen og designet af hovedrørledningen, og vi ser frem til yderligere samarbejde med CCUS-markedet om infrastrukturplanerne, siger Henrik Jensen, CCO i Evida.
CEO Mads Gade fra Ineos Energy Danmark siger:
– Med erfaringerne fra Greensand-projektet som fundament vil Greenport Scandinavia muliggøre storskala-udnyttelse af Greensand lagringskapaciteten, som med succes blev testet offshore i Nini West-området i den danske del af Nordsøen i første kvartal af 2023. Forbindelsen til Greensand giver en unik mulighed for at høste stordriftsfordele i hele CCS-værdikæden til gavn for alle brugere af Greenport Scandinavia.
En komplet CCUS-værdikæde og -infrastruktur
Wintershall Dea planlægger at etablere eksport af betydelige mængder CO2 fra Tyskland gennem Greenport Scandinavia.
– Vi glæder os til at understøtte Aalborg Portlands ambitioner på CCS-området i Greenport Scandinavia. Deres involvering vil bidrage væsentligt til udviklingen af storskalaoperationer og bane vejen for en dansk CCS-importsatsning, siger Anne-Mette Cheese, Country Lead Denmark, Wintershall Dea Danmark.
Steen Hintze, CEO hos Greenport North, tilføjer:
– Siden begyndelsen af 2022 har vi arbejdet sammen med industrien på at etablere en komplet CCUS-værdikæde og -infrastruktur fra udleder til permanent opbevaring. Med Aalborg Portland ombord er vi nu i stor skala.
Ideelt ift. lagringsfelter i Nordsøen
Skibsfarten fra Hirtshals til offshorelagring forventes at begynde i 2026, når lokale og regionale biogasanlæg repræsenteret ved projektpartneren Biocarb Solution begynder at udskibe CO2 fra Hirtshals.
CEO Per Holm Nørgaard, Hirtshals Havn, siger:
– Aalborg Portlands engagement i Greenport Scandinavia understreger projektets potentiale. Hirtshals Havn ligger ideelt ift. lagringsfelter i Nordsøen, og vi arbejder målrettet med en udvidelse af havnen. Det er en vigtig del af vores strategi, at havnen bliver en hub for lagring og udskibning af CO2.