I Odense Kommune nær Fraugde er en ny Better Energy solcellepark på vej efter byrådets godkendelse. Med den godkendte lokalplan kan Better Energy nu meddele, at det er Carlsberg, der kommer til at aftage strøm fra den kommende solcellepark ved Fraugde.
Elkøbsaftalen, der blev indgået sidste år, er hovedårsagen til, at Better Energy opfører solcelleparken, og betyder desuden, at bryggeriet aftager 29 GWh om året af ny grøn og støttefri strøm fra en nyetableret solcellepark.
Samlet kommer solcelleparken på 74 hektar årligt til at levere omkring 82 GWh svarende til det gennemsnitlige årlige elforbrug for ca. 51.000 danskere – eller næsten 30 % af Odenses 180.000 indbyggere.
Forankres i lokalområdet
I Better Energy oplever man en stigende interesse fra virksomheder og kommuner, der ønsker at bidrage aktivt i den grønne omstilling.
Og ifølge Esben Billeskov, der er chef for projektudvikling i Better Energy, handler det ikke blot om at finde et areal, der er stort nok:
– I vores arbejde med at udvikle nye solcelleparker er vi altid grundlæggende styrede af, om solcelleparken kan integreres og forankres i lokalområdet, og med den kommende park er vi lykkedes med det i stærkt samarbejde med Odense Kommune og lokalområdet, siger han.
For at solcelleparken i Fraugde kan etableres bliver markerne på området udtaget af landbrugsdrift, og i stedet er der blevet sået græs. Gødning og sprøjtning er derfor fortid, og samtidig bliver parken et græsningsareal for får og bidrager til øget biodiversitet.
Better Energy ejer og er ansvarlig for opførslen, driften og vedligeholdelsen af den kommende park, der efter planen vil være tilsluttet elnettet i 2024.