Arkitektfirmaet Effekt, der blandt andet står bag Skovtårnet i Rønnede nær Faxe, har tegnet nye, sekskantede byrumsmøbler, der i løbet af sommeren skal give mulighed for mere ophold, hygge og leg i Horsens.
– Vi håber, at byrumsmøblerne skaber et dynamisk, foranderligt og legesygt udtryk, som understøtter bylivet med gode opholdsrammer til festugen, siger landskabsarkitekt Virginie Le Goffic fra Effekt.
– Møblerne er både skabt til ophold og leg, de kan bruges som en miniscene, som legetårn med mere, fordi de er flytbare og kan sættes sammen på mange måder. Vi har også sørget for at integrere planter i møblerne, der giver læ, skygge og sætter kulør på pladsen, tilføjer hun.
Mærk Byen
De mobile møbler er skabt i forbindelse med bylivsindsatsen Mærk Byen. Håbet er, at de nye byrumsmøbler vil skabe mere liv og flere mødesteder hen over sommeren til glæde for både borgere, gæster og turister i Horsens.
– Vi har arbejdet med forskellige midlertidige projekter i byen de seneste mange år. Nogen husker måske byskoven på Rådhustorvet, kunstinstallationen ‘Vejen ind er vejen ud’ med to store runde labyrinter ved Fængslet og Jernlageret på Havnen. Både i dette og tidligere projekter bruger vi midlertidige greb til at undersøge, hvordan vi skaber mere ophold, leg, bevægelse og oplevelser i byens rum, siger Henriette Wittendorff Ipsen, projektkoordinator i Mærk Byen.
Kan skilles ad igen
De nye byrumsmøbler kommer op i juni i forbindelse med Horsens’ nye festuge, Horsens Holder, og bliver stående til og med september, så de også kan være med til at skabe liv på Torvet i sommerferien og i sensommeren. Herefter vil man kunne se møblerne dukke op andre steder de kommende år.
– Vi arbejder meget med bæredygtighed og genanvendelse, så på sigt kan det også være, møblerne kan skilles ad og bruges til noget helt andet, siger Henriette Wittendorff Ipsen.