– Dette er en fantastisk anerkendelse for vores team efter alt det arbejde, vi har lagt i at blive en endnu mere inkluderende arbejdsplads. Vi glæder os til at spille en større rolle i at gøre byggebranchen til det oplagte valg for kvinder, der ønsker at udvikle sig og få sig en karriere i byggeriet.
Sådan siger Carl Carlander, adm. direktør i Hilti Danmark, der netop er blevet hyldet som Danmark Bedste Arbejdsplads For Kvinder 2023 af den globale aktør, hvad angår udvikling og anerkendelse af arbejdspladser med kulturer kendetegnet ved en høj grad af tillid, Great Place to Work.
Et eksempel for branchen
Hos leverandøren af innovative værktøjer, teknologi og løsninger til byggebranchen ønsker man at gøre op med mændenes dominans i byggebranchen og sætter derfor kræfter ind på at invitere kvinderne med ind på byggepladserne.
Læs også: Sæt i gang: Vigtigt at også SMV’er dokumenterer social ansvarlighed
Den adm. direktør fortæller, at Hilti fokuserer på at øge andelen af kvinder i byggebranchen, sikre lige muligheder og øge inklusionen af de kvinder, der allerede er i branchen. Og ved at arbejde for mere mangfoldighed og hjælpe kvinder med at overvinde barrierer ønsker Hilti Danmark at være et eksempel for branchen og skabe en bedre og mere inkluderende arbejdsplads og i sidste ende en endnu bedre branche for alle, uanset køn.
Derfor har virksomheden gennemført forskellige initiativer for at arbejde målrettet med de særlige udfordringer, som kvinder i byggebranchen kan støde ind i.
Workshops og kvindenetværk
For eksempel afholdes workshops, hvor mænd og kvinder kan dele ud af egne personlige erfaringer, dele råd om, hvordan man kan tackle vanskelige situationer og skabe en kollektiv forståelse af, hvor vigtigt det er at respektere folks forskelligheder.
Efterfølgende blev der oprettet et kvindenetværk, som skal sikre yderligere inklusion af kvinder og som ca. 95 % af kvinderne i organisationen nu er aktive i. Netværket supplerer de allerede eksisterende ‘buddy’- og mentorprogrammer i Hilti Danmark, og målet for netværket er at fremme inklusion af kvinder i organisationen ved at opbygge relationer og styrke sparring gennem regelmæssige møder.
Mangfoldighed fremmer innovation
Leverandørens engagement i diversitet rækker dog langt ud over de interne aktiviteter. Virksomheden deltager aktivt i initiativer, der tilskynder flere kvinder til at overveje en karriere i byggebranchen. Ved at samarbejde med uddannelsesinstitutioner, brancheforeninger og interesseorganisationer forsøger Hilti Danmark at nedbryde stereotyper og fordomme og inspirere kvinder til at udforske de spændende muligheder, der findes inden for byggesektoren.
I foråret 2022 blev Hilti Danmark medlem af foreningen ‘Byggeriets Diversitetsdag’, som arbejder for mere mangfoldighed i byggebranchen ved at forbedre vilkårene for kvinder og andre minoriteter.
Læs også: 66 pct. færre arbejdsulykker på 5 år – sådan gjorde Kemp & Lauritzen
– Vi tror fuldt og fast på, at mangfoldighed styrker vores organisation og fremmer innovation. Vi er stolte af de fremskridt, vi har gjort med hensyn til at fremme en inkluderende arbejdsplads, men vi erkender også, at der stadig er arbejde at gøre. Vi er fortsat forpligtet til løbende at forbedre vores praksis og politikker for at sikre, at Hilti Danmark er en arbejdsplads, hvor alle kan trives, siger Carina Christoffersen, HR-direktør i Hilti Danmark.
Udover at vinde prisen som Danmarks Bedste Arbejdsplads For Kvinder, så fik Hilti Danmark en 4. plads i kategorien 50-499 medarbejdere, da Danmarks Bedste Arbejdspladser blev kåret.