I 2020 introducerede teglproducenten Egernsund Wienerberger murstenen Less som en mere klimavenlige pendant til den traditionelle blødstrøgne mursten.
Fra den 1. maj i år stopper så al produktion af traditionelle mursten på virksomhedens største teglværk Vesterled i Sønderborg, der i stedet overgår til udelukkende at producere den mere miljøvenlige mursten.
– Som en del af teglbranchen er vi meget bevidste om, vi er selvfølgelig skal være en del af løsningen på vores globale CO2-udfordring. Derfor investerer vi massivt i udviklingen af fremtidens tegl og produktionen heraf, siger Andreas Christensen, der er ansvarlig for produktionen på Vesterled Teglværk og Regional Operation Director.
Der påhviler et ansvar
På Vesterled producerer man i dag både de traditionelle, massive mursten og den miljøvenlige murstensserie Less – men om mindre end en måned er det altså slut:
– Det kan forekomme offensivt, at vores største produktionsenhed og halvdelen af vores danske produktion omstilles til Less. Men vi gør det for at signalere, at vi vil den grønne omstilling og vise, at vi tør gå forrest. Som landets største teglvirksomhed påhviler der os et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage til den grønne omstilling i byggeriet på en hensigtsfuld om end ambitiøs måde, fortæller Andreas Christensen.
Behov for alles bidrag
Siden introduktionen for tre år siden har Egernsund Wienerberger videreudviklet og optimere Less-murstenen til en ny udgave, hvor materialeforbruget er reduceret med 15 %. Ved samtidig at brænde med biogas reduceres CO2-udledningen i produktionen med 70-90 % sammenlignet med en traditionel mursten produceret med naturgas, lyder det fra Andreas Christensen.
Han understreger behovet for, at alle aktører bidrager til at reducere CO2-udledningen, men påpeger samtidig, at byggeriet ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken:
– Vi tror på, at meget kan hentes ved almindelig procesoptimering og større fokus på at bygge med langtidsholdbare løsninger, der hverken kræver stor vedligeholdelse eller udskiftning. Derfor omlægger vi produktionen og gør et eksisterende produkt endnu mere relevant for fremtidens byggeri.
Virksomhedens mål er at være klimaneutrale senest i 2050.
Ud over kommende initiativer, som skal bidrage til at nå målet, tester teglproducenten blandt andet elovne og kigger på CO2-fangst såkaldt Carbon Capture teknologi.