Kolding skal rustes bedre til at modstå skybrud, langvarig nedbør og høj vandstand i Kolding Å. Det skal et nyt, teknisk kompliceret pumpe-sluseanlæg – sammen med opstuvning af vand i Kolding Ås opland – hjælpe til med.
Projektet er Kolding Kommunes største klimatilpasningsprojekt og et nøgleprojekt i BlueKolding og kommunens bestræbelser på at klimatilpasse Kolding, så midtbyen bliver bedre rustet til klimaforandringerne.
Anlægget, der er budgetteret til at koste 125 mio. kr., forventes at være færdigbygget ved udgangen af 2025. Når det står færdigt, vil det – sammen med vandparkering – kunne klare en 100-års hændelse.
Lynhurtig flytning af vand
Når anlægget er i drift, vil fire kæmpestore såkaldte Archimedes-skruer kunne flytte 20 kubikmeter vand i sekundet. Det svarer til, at Svømmestadion Esbjerg med 3 mio. liter vand ville kunne tømmes på 2½ minut.
Når sluseportene lukkes og pumperne sættes i gang, flyttes åvandet fra Kolding Å til Kolding Fjord. Det betyder, at anlægget kan fjerne så meget vand i Kolding Å med pumperne, at der bliver plads til de store vandmængder, der kommer fra oplandet til Kolding Å i forbindelse med f.eks. skybrud.
På den måde er anlægget med til at sikre, at Kolding Å ikke løber over sine bredder, og at Kolding Å kan fungere som opsamlingsbassin for tag- og overfladevand fra Kolding midtby og fra oplandet.
Anlægget vil samtidig også kunne sættes i drift i forbindelse med høj vandstand i Kolding Fjord.