Jo flere af de funktioner, vi kan nå indenfor en radius af en 15 minutters cykeltur, jo bedre trivsel får vi i byen som helhed.
Sådan lyder konceptet, kort sagt, om 15 minutters byen, der afprøves verden over, og som handler om at give den enkelte mulighed for at bo værdigt, have et godt arbejde, let adgang til forsyninger, trivsel, uddannelse og fritid, fortæller partner i Henning Larsen, Signe Kongebro:
– 15 minutters byen er en humanistisk by, der gør op med 1960’ernes syn på byplanlægning. Når vi skal kunne klare alt inden for 15 minutter på løbehjul, kan vi ikke sprede os ud, men er nødt til at bo tættere. Vi møder hinanden, skaber kontakt og oplever den friktion, der er i en god by. Vi får et større tilhørsforhold til det sted, vi bor, siger hun og refererer til Downview Lufthavn i Toronto Canada, som den danske tegnestue er ved at udvikle til en ny by med designmæssig forbindelse til historiens vingesus.
Projektet er med sine 210 ha et af de største byudviklingsprojekter i Nordamerika lige nu, og for at bryde den store skala ned er byen designet, så man kan nå alt inden for 15 minutter til fods eller cykel i de forskellige nabolag.
Ifølge Signe Kongebro skaber det en klar retning:
– Vi har brugt fortællingen meget aktivt i den omfattende borgerinddragelse, vi har arbejdet med, før projektet tog sin form. Du får en klar fornemmelse af, hvad det bliver for en by. Du kan opleve det fysisk. Når du arbejder med 15 minutters byen, spænder du et finmasket net ud, som gør byen relaterbar.
Hun fortæller videre, at man har arbejdet meget med kontraster mellem ekstremt grønne og frodige parker til kæmpe arealer med masser af sport på de gamle landingsbaner:
– På samme måde har vi skabt en blågrøn fortælling med biodiversitet, habitater og regnvandsløsninger på overfladen. Det er meget anderledes fra den gængse by i Nordamerika, siger hun.
Læs også: Sætter urban transformation i centrum på Building Green Aarhus
Stine Kongegro deltager i en debat på Building Green Aarhus faciliteret af Danske Arkitektvirksomheder under overskriften: Social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed – modsætninger eller forudsætninger?
Ny by i Nye
I Nye er Tækker i gang med at udvikle en ny by med 15.000 indbyggere – Cebra architecture har været med på holdet siden starten i 2006.
Selvom Nye ikke er baseret på 15 minutter-konceptet, er mange af de samme tanker alligevel på spil i planen for byen. Mikkel Schlesinger, partner i Cebra architecture, fortæller, at visionen fra starten har været at skabe en levende by med arbejdspladser, butikker, uddannelse og kultur – og med nærhed som et af de bærende principper:
– Det bliver en meget mere levende by, når du bevæger dig rundt til fods eller cykel. Du kommer tættere på dine naboer og oplever en større sammenhørighed. Nye er planlagt, så det er let at gå og cykle til alt, og man kan bevæge sig fra tæt by og ud i naturen på få minutter. Sloganet: Byen i forhaven, naturen i baghaven dækker tankerne rigtig godt, siger han.
På eventet kan man også høre Mikkel Schlesinger fortælle om Reduction roadmap.