Om projektet
- Køge Søbad, Køge – opførelse af hotel
- Areal: 10.000 m2
- Bygherre: Nordarken Holding
- Bygherrerådgiver: Nordic Hotel Consulting
- Involveret i projektet: ESS Hotel Group Hotelldrif
- Arkitekt: Bjerg ArkitekturHasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma Byplanarkitekter M.A.A. (skitseprojekt)
- Ingeniør: Arkikon
- Byggestart: Feb. 2023
- Afsluttes: Jan. 2025
- Pris: 210 mio. kroner
Molskroen, Svinkløv Badehotel, Marienlyst Strandhotel.
Godt hjulpet på vej af tv-serien, Badehotellet, er det igen blevet populært at bo og holde ferie på et af Danmarks mere end 20 badehoteller.
Nu opføres endnu ét – med førsteklasses beliggenhed på Køge Marina.
– Visionen for Køge Søbad er at skabe et sted, hvor man får oplevelser og mental afkobling i både privat og erhvervsmæssig sammenhæng, fortæller arkitekterne fra Bjerg Arkitektur.
– Vi ønsker en stemning, som minder om de traditionelle badehoteller. Gæsterne må gerne føle, at hotellet kunne have ligget der i mange år. Derfor har vi plukket i fortidens stilarter for at bringe historie og en autentisk badehotelstemning ind på hotellet. Her køber man ind på en oplevelse. På hotellet er vi ikke gået på kompromis med materialernes kvalitet. Hvis det ligner marmor, er det marmor. Hvis det ligner egetræ, er det egetræ. Er der en pejs, er det en brændepejs, tilføjer de.
Køge Søbad skal efter planen stå klar til badegæster i foråret 2025.
Her vil de – udover 149 værelser – få adgang til to restauranter, et stort wellness-område, inden- og udendørs pools, retreatklub med sauna, fitnesscenter, orangeri, et bredt udvalg af mødesteder, to tagterrasser samt et auditorium og konferencefaciliteter med plads til 200 personer.
– Det har været en sjov og anderledes opgave at være med til at tegne søbadet. Det har været vigtigt at skabe et udtryk, der på en gang er moderne, men samtidig også oser af traditionel ‘badehotel-stil’. Orangeriet, store vinduespartier, balkonerne og forskellige terrasser medvirker alle til, at den unikke beliggenhed på Køge Marina kommer til sin ret, siger arkitekt Carsten Wraae fra Bjerg Arkitektur.
Bjerg Arkitektur står bag badehotellet i samarbejde med den tværfaglige tegnestue Arkikon, der har både en VVS-ingeniør, en bygningskonstruktør, en konstruktionsingeniør og en arkitekt i ejerkredsen.
Bo Brøgger Rasmussen er ingeniør og partner i Arkikon, der sammen med bygherre står for projekteringsledelsen:
– Der er tilknyttet andre eksterne arkitekter og ingeniører med forskellige specialkompetencer, og vores rolle er at få det hele til at spille sammen.
Videre fortæller han, at Arkikon af denne grund har benyttet sig af 3D-modellering af hotelbyggeriet:
– Folk sidder spredt i hele landet, og de kan alle tilgå vores modellerede og meget detaljerede visualiseringer af konstruktionerne og selv arbejde med dem indenfor netop deres fagområde.
Han siger videre, at det ikke bare skal tage sig godt ud, når det står færdigt, det skal også være bygbart:
– Det nytter ikke noget, vi overser nogle af de virkelig mange tekniske detaljer, et så stort og kompliceret byggeri indeholder. Det er lidt vildt, hvor præcist vores folk er i stand til at tegne det op i 3D, fortæller han og tilføjer:
– Alt bliver designet på nøjagtige mål og tolerancer, så det passer til det enkelte værelse og placeres helt nøjagtigt i modellerne. Fordi de kan vendes og drejes, giver det en langt bedre forståelse for, hvordan det kan udføres i virkeligheden. Det betyder mindre risiko for byggefejl og er på den måde en slags forsikring for, at både tidsplan og budget holder.
Bygherre er Nordarken Holding ved familien Tangaa Nielsen, mens svenske ESS Group skal stå for driften af det 10.000 m2 store hotel.
ESS Group gik i 2019 ind på det danske marked ved at overtage driften af Marienlyst Strandhotel i Helsingør i Nordsjælland. Virksomheden driver også Ystad Saltsjöbad.
– Vi elsker at skabe oplevelser og spændende steder for vores gæster, men er nogle gange rigtig dårlige til at time. Nu har vi mange nye projekter i gang, og lige da vi besluttede os for ikke at gøre mere, dukkede dette projekt op – vi kunne simpelthen ikke lade være, siger adm. direktør i ESS Group, Jonas Stenberg.
Han forventer, at den nye tunnel mellem Rødby og Puttgarden, der efter den nuværende plan skal stå færdig i 2029, vil være med til også at trække udenlandske gæster til hotellet.