I 1967 blev Brorsonskolen i Varde bygget, men lukkede i 2021, hvor eleverne flyttede til den nybyggede Frelloskole.
På onsdag begynder nedrivningen af skolen, og her stræber kommunen efter at genbruge mest muligt.
Det gælder især de materialer, der udleder meget CO2 under produktion som mursten, tagsten, spær, jernbjælker, limtræsbjælker og gulv fra skolens nyere gymnastiksal.
Materialer skal genanvendes i alt fra nye bygninger til renoveringsprojekter – blandt andet i forbindelse med opførelsen af det nye Varde Teater- og Musikhus, der står færdig i 2025.
Skidt mod kommunens klimaplan
– Med Varde Kommunes klimahandlingsplan har vi sat en grøn retning for vores bygningsmasse. Når vi bygger nyt, gør vi det med bæredygtighed i fokus, og når vi renoverer eller river ned, vil vi genanvende så mange materialer som muligt.
– Med nedrivningen af Brorsonskolen tager vi et vigtigt skridt i retningen mod bæredygtig nedbrydning og mod at leve op til vores klimahandlingsplan, siger borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen.
Nedrivningen forventes afsluttet den 1. november 2023, hvorefter skolens 4,7 hektar store grund bliver udbudt til ejerboliger og kommer fremadrettet til at hedde Brorsonparken.
Kingo Karlsen har vundet udbuddet som entreprenør på nedrivningen med et tilbud på 7,8 mio. kroner.
Kulturliv inspireret af stålværks-område
Når Varde Teater- og Musikhus efter planen står færdig i 2025, skal det understøtte og udvikle kultur- og foreningslivet kommunen ved at være et levende og stemningsfuldt hus, hvor der er plads til scenekunst, magiske oplevelser og fællesskaber.
Inspirationen til byggeriet er hentet fra de historiske bygninger i området omkring det gamle stålværk.
Varde Teater- og Musikhus opføres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lokale og Anlægsfonden, 7-kanten, Smedeværkstedet og Varde Kommune.