Geotermi
- Udnyttelse af geotermisk varme kan ske ved at pumpe mere end 40 grader varmt vand op fra en dybde på 1-2 km.
- Det vurderes, at geotermi kan dække op mod 15-20 pct. af Danmarks samlede varmebehov.
- I et geotermisk anlæg pumpes det varme geotermiske vand op til overfladen, varmen høstes og overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb.
- Herefter pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen. Energikilden er uudtømmelig.
- Geotermi er derudover en grøn energikilde, der ikke er afhængig af vejret, men derimod kan levere varme året rundt tappet direkte fra Danmarks undergrund.
- Projektet i Aarhus kan igangsættes uden statslig støtte.
- Kilde: Klima-, energi- og forsyningsministeriet.
Aarhus er i gang med at stikke snablen dybt i jorden. Byen har sat gang i etableringen af geotermianlæg, som inden 2030 skal dække op mod 20 procent af fjernvarmebehovet i byen.
Det handler om at udnytte den energi, der er i det varme vand i Danmarks undergrund. Når det pumpes op og sendes ud i fjernvarmenettet er det stabil, vedvarende og forureningsfri energi.
Energiformen er derfor en unik mulighed for at supplere den danske energiforsyning med en miljøvenlig og uafhængig energikilde – og det har politikerne indset.
En af bremserne på udbredelsen af energiformen har været prisreguleringen for den geotermiske varme leveret til fjernvarmeværkerne. Tilbage i december 2021 blev et bredt flertal i folketinget således enige om, at den skulle ophæves. Den aftale er nu trådt i kraft og gjort til lov.
– Vores ambitiøse klimamål gør det nødvendigt at tage alle grønne energiteknologier i brug. Med de nye regler baner vi vejen for grøn varme fra undergrunden til 35.000 aarhusianske hjem ved at give gode betingelser for investeringer, mens vi samtidig holder hånden under forbrugerne, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Vi kan dække op mod 20 procent af opvarmningen fra geotermi
Foruden projekterne i Aarhus, som fjernvarmeselskabet Kredsløb og geotermiselskabet Innargi A/S står for, så er der projekter på vej i Hovedstaden, Holbæk og Skanderborg.
Det er ikke alle steder i landet, at mulighederne er lige gode, men tilsammen menes geotermi at kunne dække 15-20 procent af danskernes varmebehov.
– Der arbejdes allerede på lignende projekter i andre byer, og jeg håber, at disse på sigt kan følge Aarhus trop, så vi udnytter det varme vand under vores fødder til fulde, og flere danskere forsynes med grøn varme fra undergrunden, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Det var et bredt politisk flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet, der i 2021 åbnede mulighederne for det nye energieventyr.
Den indebærer, at den hidtidige prisregulering ophæves for levering af geotermisk varme. Prisfastsættelse sker fremadrettet gennem en kontrakt mellem fjernvarmeselskab og geotermioperatør, der lægger et loft over de omkostninger, forbrugerne kommer til at betale for den geotermiske varme.
Forsyningstilsynet skal som uafhængig myndighed sige god for undtagelsen og kontrollere, at betingelserne er opfyldt. Samtidig sikres det, at forbrugerne ikke skal bære risikoen i forbindelse med de kilometer-dybe boringer i undergrunden.
Derudover skal tilsynet sikre at der i kontrakterne er “En garanti for at risikoen forbundet med undergrunden både i forhold til efterforskning, boring og drift påhviler geotermioperatøren.Incitament til, at anlægget etableres og drives effektivt. En sikring af at forbrugerne ikke bliver pålagt omkostninger, før anlægget leverer varme”.