Egernsund Wienerberger
- – Er Nordens største teglvirksomhed og en del af Wienerberger-koncernen, som er verdens største teglproducent.
- – Produktporteføljen tæller mursten, belægningstegl, beklædningstegl og tagsten.
- – Egernsunds historie går adskillige generationer tilbage og har i dag 287 ansatte, fire fabrikker og otte showrooms i Norden.
- – I Danmark består Egensund Wienerberger pt. af Petersminde Teglværk, Vesterled Teglværk, Helligsø Teglværk og Bachmanns Teglværk/Teglbjælker.
- – Den danske del af koncernen har hovedkontor i Helsinge.
Så sent som i sidste uge offentliggjorde Egernsund Wienerberger opkøbet af Komproment, der designer og leverer facade- og tagsystemer til de nordiske lande og udvalgte eksportmarkeder.
Nu er det så familieejede Strøjer Tegl, der kommer på udenlandske hænder.
Opkøbet er et supplement til den eksisterende forretning på de foreløbigt fire teglværker, den østrigsk-funderede Wienerberger-koncern besidder i Danmark og et led i koncernens bæredygtighedsstrategi. Således kommer Strøjer Tegl til at spille en vigtig rolle i dekarboniseringen af de nordiske produktionsenheder, oplyser Egernsund Wienerberger i en pressemeddelelse.
Tegl produceret på biogas
Strøjer Tegl har gennem flere år nærmet sig en 100 % CO2-neutral produktion, og en af forcerne ved opkøbet af teglværket ved Assens er, at det i princippet øjeblikkeligt kan skifte helt over til klimaneutrale tegl .
Hvis altså kunderne er villige til at betale, hvad det koster at producere grønnere mursten på biogas frem for den mindre bekostelige naturgas, som direktør Kasper Damsø udtalte i slutningen af 2020.
Han har været overgangsfigur mellem Jørgen Strøjer, der var Strøjer Tegls ansigt udadtil i hele 36 år, og sønnen Joachim Strøjer Hansen, der overtog stillingen som CEO 1. januar 2021.
Den endelige overdragelse forventes at ske inden for nærmeste fremtid.