Godt 18 måneder har det taget at omdanne fire af de i alt otte bygninger, som har huset det tidligere uddannelsescenter VIA Campus i Horsens, til et nyt rådhus og jobcenter for Horsens Kommune.
Rådhuset blev taget i brug inden årsskiftet af kommunens medarbejdere, og hos AP Ejendomme, der sammen med M+ Ejendomme ejer rådhuset, er adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, meget tilfreds:
– Det er et stort ombygningsprojekt, og det lever til fulde op til de tanker, vi havde, da projektet blev sat i gang. I ombygningen er der lagt stor vægt på at miljø- og energioptimere bygningerne til gavn for klimaet og de medarbejdere, der arbejder på rådhuset, fortæller Peter Olsson.
Trecifret millionbeløb
Det 16.500 m2 store projekt er et offentligt-privat partnerskab med Horsens Kommune og beløber sig til et trecifret millionbeløb.
Foruden AP Ejendomme og M+ Ejendomme ejer en lokal minoritetsejer fem procent af bebyggelsen.
Kommunen har indgået en lejekontrakt med ejerne.
Godt arbejdsmiljø
Hos M+ Ejendomme er man også glad for resultatet af rådhuset, hvor medarbejdere i Horsens Kommune nu kan arbejde i åbne, lyse, moderne rammer:
– Det er med til at sikre et godt arbejdsmiljø for de mange medarbejdere, der nu har deres daglige gang på rådhuset og i jobcentret, siger Bettina Antitsch Mortensen fra M+ Ejendomme.
Speciel opgave i hjembyen
Totalentreprenør på projektet er Nordstern, tidligere Casa:
– Det er et ambitiøst projekt, og det er sjældent, at man som entreprenør får mulighed for at stå for ombygningen af et rådhus i ens hjemby. Derfor har det også været en ekstra speciel opgave, da det er et sted, som mange folk kommer til at få en tilknytning til, siger Brian Popp, direktør Renovering Vest i Nordstern.
Med ombygningen på plads holder rådhuset i Horsens Kommune nu til på Chr. M. Østergaards Vej 4 i Horsens.