Med temaet opfordrer Building Green byggebranchen til at se nærmere på byerne i den grønne omstilling og gøre brug af den nødvendige viden, som vi allerede har, samtidig med vi tager hensyn til planetens behov.
Temaet er vigtigt, understreger Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus Kommune, der er en af eventetes åbningstalere:
– Vi har en unik mulighed for at bruge den grønne omstilling til at diskutere morgendagens arkitektur, for vi har langt igen, hvis vi skal have CO2-neutrale bysamfund, social balance og øget biodiversitet. Building Greens tema ‘Urban transformation’ er vigtigt at sætte fokus på, fordi byggebranchen skal finde ud af hvordan vi får skabt helhedsorienterede løsninger med stærkt fokus på transformation og omstilling af de eksisterende typer bymiljøer, fortæller, siger hun.
Vi skal redefinere livet i byerne
På programmet er også allerede arkitekt og partner hos Cebra, Mikkel Hallundbæk Schlesinger, der ser frem til at sætte fokus på urban transformation:
– Building Greens tema er meget relevant, fordi vi skal redefinere livet i byerne, så der kommer balance mellem by og natur. Der skal være plads til et godt og mangfoldigt liv for både mennesker, dyr og planter, siger Mikkel Hallundbæk Schlesinger og understreger, at det er afgørende at fastholde en holistisk tilgang og ikke prøve at løse problemer enkeltvist.
Og der er, ifølge Mikkel Hallundbæk Schlesinger, nok at tage fat på:
– Vi skal alle handle nu for at overholde Parisaftalen og undgå temperaturstigninger over 1,5 grader. Derfor har Cebra sammen med Effekt og MOE taget initiativ til Reduction Roadmap, der for første gang sætter klare mål for klimamæssigt bæredygtigt byggeri. På Building Green gennemgår vi roadmappet og viser eksempler på, hvordan vi kommer i mål og skubber på den bevægelse, der nu er i gang i branchen.
Vi kan gøre en stor forskel
Building Green lancerer i slutningen af februar årets fulde program, der blandt andet byder på en stor udstilling af bæredygtige løsninger og produkter til byggeriet, scener med stort program, spændende områder og aktiviteter. I år rykker eventen også i nye og større omgivelser på Aarhus Congress Center.
– Vi har mange spændende talere, debatter og udstillere på programmet, og vi glæder os meget til at høre deres bud på fremtidens urbane transformation. I en tid, hvor vores klima og natur er i en kritisk tilstand, er det vigtigt at sætte fokus på byerne. Det er her mange af os bor og arbejder, og her mange af jordens ressourcer bruges og meget CO2 udledes, men det er også her, vi kan gøre en stor forskel, fortæller Ditte Rosenquist, projektleder og Head of Sustainability for Building Green.