LM Bygs nye direktør bliver på sporet: “Det er den rigtige vej at gå”

Frank Aarslew-Jensen er ny mand ved roret hos råhusentreprenøren. Han kender alt til forretningen, som han har været med til at forme, og kursen, der netop har sikret endnu en rekordomsætning, vil derfor blive holdt - internt som eksternt - med et mål om yderligere vækst.
Frank Aarslew-Jensen er ny adm. direktør hos LM Byg. De seneste knap 10 år har han været en del af råhusentreprenøren og har derudover 15 års erfaring fra branchen i henholdsvis Pihl & Søn og Skanska.
Frank Aarslew-Jensen er ny adm. direktør hos LM Byg. De seneste knap 10 år har han været en del af råhusentreprenøren og har derudover 15 års erfaring fra branchen i henholdsvis Pihl & Søn og Skanska.

I oktober sidste år meldte Pihl Koncernen ud, at datterselskabet LM Byg havde fået ny mand på posten som adm. direktør, efter at Per Semmling havde valgt at gå på pension.

‘Ny mand’ er dog så meget sagt, for chefstolen er nu overtaget af Frank Aarslew-Jensen, der de seneste knap 10 år har været en del af råhusentreprenøren – først som entreprisechef, siden sektionsdirektør og efterfølgende direktør, hvor han under hovedaktionær Carsten Mindegaard, koncerndirektør Hans Anker Nielsen og Per Semmling har varetaget virksomhedens vækst og styring.

Læs også: Pihl i stor rokade: 2 nye direktører og et selskab mindre

Det er med andre ord en mand, der kender forretningen indgående – internt som eksternt – og ved, hvordan man skaber en markedsledende én af slagsen:

– Jeg har selv været med til at skabe vejen og er derfor overbevist om, at den vej, vi har valgt at gå, er den rigtige, siger han og fortæller, at succesformlen ligger i inddragelse af medarbejderne således, at de får ejerskab i det, de gør:

– Vi er vokset en del de seneste 10 år, men igennem alle årene har sammenholdet i medarbejderstaben båret os frem. Der er en enorm lyst til at hjælpe hinanden, så vi sammen kommer i mål, og det nyder jeg virkelig at være en del af. Alle medarbejdere i organisationen – høj som lav – er med til at skabe den værdi og kultur, som er så kendetegnende for LM Byg, ja hele Pihl Koncernen.

LM Bygs nye adm. direktør, der gerne ser sig selv ude af spotlightet, tror på, at godt lederskab handler om at skabe resultater gennem andre.
LM Bygs nye adm. direktør, der gerne ser sig selv ude af spotlightet, tror på, at godt lederskab handler om at skabe resultater gennem andre.

Og denne formel må siges at være en succes:

I seneste årsregnskab landede LM Byg en rekordomsætning med en vækst på 30 %. Den nye adm. direktør ser derfor ingen grund til at gøre store ændringer. Heller ikke organisatorisk:

– Vi har en flad organisationsstruktur, hvor ledelsen er meget tæt på projekterne og derfor kan nå at reagere på uventede udfordringer rettidigt. Særligt i dag med de globale udfordringer, der påvirker alle, er det en stor fordel.

Dernæst fremhæver Frank Aarslew-Jensen, at virksomheden ikke er siloopdelt, og at man altid stiller det bedste hold til opgaven på tværs af afdelingerne:

– Det er med til at styrke sammenholdet yderligere og den samlede forretning. Alle tjener til virksomheden og ikke den enkelte afdeling.

Fundamentet til yderligere vækst er på plads

De vedblivende gode resultater over flere år har betydet, at LM Bygs kompetencer stadig nyder større tillid og efterspørgsel fra markedet.

Frank Aarslew-Jensen fortæller, at man – trods de ændrede geopolitiske forhold, rentestigninger, øgede prisstigninger, leveranceudfordringer mv. – forventer at øge sine markedsandele:

– Fundamentet til at vækste yderligere er på plads, men markedet skal også være til det. Vi har derfor ikke sat en overlægger, men agerer agilt ift. udviklingen.

Og en stor del af den udvikling, der kan påvirkes, er grøn.

Reduceret CO2-aftryk og videndeling

Som bekendt anslås det, at byggebranchen står for ca. 30 % af Danmarks samlede CO2-udledning, og her koster særligt cement på klimakontoen.

Specialisten inden for råhusbyggeri herunder blandt andet betonkonstruktioner har derfor i en årrække haft stort fokus på kompetenceudvikling og nye løsninger, der kan reducere betonens CO2-aftryk.

Blandt andet har man udviklet sine egne CO2-reducerede betonblandinger, LM Mix, der uden at gå på kompromis med styrke eller finish sænker cementindholdet i betonblandinger og dermed også CO2-aftrykket med op til 20 %.

Med en stor egenproduktionsenhed udfører LM Byg alle former for opgaver inden for råhusbyggeri herunder pladsstøbte betonkonstruktioner, montage af betonelementer, trækonstruktioner og stålkonstruktioner. Her ses arkitektvirksomheden BIGs nye hovedsæde i København.
Med en stor egenproduktionsenhed udfører LM Byg alle former for opgaver inden for råhusbyggeri herunder pladsstøbte betonkonstruktioner, montage af betonelementer, trækonstruktioner og stålkonstruktioner. Her ses arkitektvirksomheden BIGs nye hovedsæde i København.

Mixet er blevet til i samarbejde med det private betonlaboratorium, Pelcon, og DK Beton, og så har LM Byg desuden tilegnet sig stor erfaring i at støbe med Aalborg Portlands CO2-reducerede cement, FutureCem. Blandt andet har virksomheden været med til at opføre DTU’s betonlaboratorium og er derudover netop i gang med at lægge sidste hånd på råhuset til arkitektvirksomheden BIGs nye hovedsæde i København.

LM Byg, der også står bag Mary Elizabeths Hospital (BørneRiget), den nye bydel i Nordhavn, Nordø, og Carlsberg Byen, er altså i fuld gang med at bidrage til udviklingen og brugen af mere CO2-besparende alternativer. Men for at den grønne omstilling i byggeriet skal lykkes, kræver det mere, mener Frank Aarslew-Jensen.

Han opfordrer derfor alle parter til større åbenhed og videndeling:

– Vi ønsker at bruge vores kompetencer og erfaringer til at skabe fælles forandring i branchen, så vi kan fremme ressourcebesparende og mere bæredygtigt byggeri. Det har vi arbejdet for i længere tid, og det fokus skærper vi nu. For samarbejde, dialog og åbenhed mellem de involverede parter skaber bedre resultater for os selv, branchen og det resterende samfund, siger han.

I træ-lære og klimakrav som løftestang

I forlængelse heraf er virksomheden også klar til at tage ved lære af andre.

Med det stigende behov for at bygge mere bæredygtigt vinder trækonstruktioner større indpas i branchen – og hos LM Byg. Den administrerende direktør fortæller, at virksomheden bygger i de materialer, der efterspørges, herunder også træ, og nævner AP Ejendommes nye erhvervsdomicil i Nordhavn, Marmormolen, på i alt 34.100 m2 som eksempel.

Bygningen kommer til at bestå af 28.000 m2 træhus fordelt på otte etager og op til 36 meters højde – et af landets største træbyggerier.

Det er første gang, at Pihl-selskabet skal opføre et hus i træ, hvilket har krævet flere måneders research og dialog med træleverandører over hele Europa. Desuden har man allieret sig med nogle af Danmarks førende rådgivende ingeniørvirksomheder og blandt andet tilegnet sig viden om fugt og styrkeklasser for træ samt opsætningsteknikker, ligesom man har indgået et tæt samarbejde med en erfaren leverandør til assistance ved opførslen af råhuset.

Marmormolen i København er LM Bygs første byggeri opført i træ - men uden tvivl ikke det sidste.
Marmormolen i København er LM Bygs første byggeri opført i træ – men uden tvivl ikke det sidste.

– Vi skal kunne bygge i alle materialer og også i kombination. Derudover er der store fordele at hente, hvis vi med vores ekspertise kommer tidligst muligt ind i processen for at kunne rådgive bygherre bedst muligt, siger Frank Aarslew-Jensen og tilføjer:

– Jo før, vi involveres i et projekt, jo nemmere bliver det at leve op til de stadigt stigende klimakrav, der netop er indtrådt.

Krav, som den administrerende direktør ser som en løftestang til tidligere at kunne kigge kritisk på konstruktionerne:

– Vi ser positivt på 2023-kravene og ikke som et benspænd. Og vi er godt klædt på til at kunne favne og påvirke den nye virkelighed, som også inkluderer energioptimering, reduktion på spild, genanvendelse af materialer mm. Uanset, hvad året måtte bringe, står vi stærkt.

Relateret indhold