SBTi
- – FN’s Global Compact, Carbon Disclosure Project (CDP), Verdensnaturfonden (WWF) og World Resources Institute står bag SBTi, der er en uafhængig global standard.
- – På verdensplan har SBTi godkendt omkring 1480 virksomheders plan om at blive klimaneutrale i 2050.
- – I Danmark har 72 virksomheder indtil fået godkendt deres mål for reduktion af SBTi.
- – Heraf har blot seks virksomheder fået godkendt deres net-zero-mål – altså blive CO2-neutrale i 2050. Det drejer sig om TDC NET (2030), Ørsted (2040), Pihl Holding (2050), Vestfrost (2050), Grundfos Holding (2050) og Novozymes (2050).
I september skrev vi her på Dagens Byggeri, at Pihl Koncernen havde tilsluttet sig klimainitiativet Science Based Targets initiative (SBTi) og dermed forpligtet sig til at finde CO2-reduktioner i hele sin værdikæde.
Nu har selskabet som den første entreprenør i Danmark fået godkendt sine mål og handleplaner, der skal reducere selskabets CO2-udledning og i sidste ende gøre entreprenøren CO2-neutral.
Læs mere: Pihl tager teten: Tilslutter sig ‘verdens mest anerkendte klimainitiativ’
Det godkendte reduktionsmål er todelt:
Først og fremmest skal koncernen selv være CO2-neutral i 2030, og dernæst skal hele koncernens værdikæde være CO2-neutral i 2050.
For at dette kan lade sig gøre, skal CO2-udslippet fra koncernens underentreprenører, leverandører og samarbejdspartnere reduceres med 7 % om året i forhold til selskabets omsætning.
Foruden at være den første danske entreprenør er blot én af seks danske virksomheder, der indtil nu har fået godkendt sit såkaldte net-zero mål af klimastandarden:
– SBTi’s godkendelse af vores mål og handleplan er en blåstempling af den indsats, vi allerede gør for at sænke vores eget CO2-udslip. Det er samtidig et udtryk for, at vi bidrager til en mere bæredygtig byggebranche. Med godkendelsen forpligter vi os til at have fokus på hver en del af forretningen – også den eksterne, siger Pihl Koncernens bæredygtighedschef, Ninette Mahler Alto.
Afgørende at finde CO2-reduktioner i hele værdikæden
Det er FN’s Global Compact, Carbon Disclosure Project (CDP), Verdensnaturfonden (WWF) og World Resources Institute, der står bag SBTi.
Den uafhængige globale standard bruger klimaforskning til at hjælpe virksomheder med at omdanne deres grønne ambitioner til konkrete data, reduktionsmål og handleplaner. I sidste ende er målet at holde Parisaftalens mål om at bremse den globale opvarmning og holde den på 1,5 grader. SBTi holder samtidig løbende kontrol og vurderer, hvorvidt selskaberne faktisk lever op til standarden.
Virksomhedernes reduktionsindsatser inddeles i tre delmål – Scope 1, 2 og 3. Hvor Scope 1 og 2 fokuserer på virksomhedens egne udledninger for eksempel gennem transport og energiforbrug, så fokuserer Scope 3 på værdikædens udledning.
Og det er der en grund til:
Verdens største database med detaljerede oplysninger over virksomheders klimaindsats, Carbon Disclosure Project (CDP), anslår nemlig, at virksomheders leverandører i gennemsnit udleder 11.4 gange mere CO2, end virksomhederne gør i deres egen produktion (Scope 1 og Scope 2). Derfor er det afgørende, at der findes CO2-reduktioner i hele værdikæden.
– I Scope 3 stiller vi for eksempel krav til vores underentreprenører, leverandører og samarbejdspartnere om, hvilke materialer de bruger, hvordan affald håndteres osv. Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er tale om at pege fingre, men om at indgå et tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi hjælper vores samarbejdspartnere med at udvikle deres forretning mere bæredygtigt, så de kan hjælpe os med at nå vores mål, fortæller Ninette Mahler Alto.
Samarbejde tages til nyt niveau
Konkret gør Pihl Koncernen dette gennem fælles udviklingsprojekter og deling af viden, ideer og kompetencer.
For eksempel har koncernen igangsat et samarbejde med Stark, hvor de to aktører har udviklet EPD’er på byggemarkedets produkter og services i initiativet Gentræ. De to aktører har også udarbejdet guides til håndtering af kemi på byggepladsen, samt dokumentation af byggematerialer og deres CO2-påvirkning for at hjælpe underentreprenørerne med at finde frem til de rigtige data, så de kan bruge det i deres egen rapportering.
– Samarbejde er en kernekompetence i byggeriet. Men med kravet om at sænke vores CO2-udslip i hele værdikæden tages samarbejde til et nyt niveau, for vi er afhængige af, at alle vores underentreprenører og leverandører sænker deres CO2-aftryk og deler deres reduktionsdata med os, imens vi deler vores viden og erfaring med dem og resten af branchen. Det er ganske simpelt, skal vi lykkes med den grønne omstilling er det afgørende, at hele vores værdikæde lykkes, fortæller Ninette Mahler Alto.
Energi og materialer udgør størst CO2-aftryk
I Scope 3 vil Pihl Koncernen især fokusere på energi og materialer, da de udgør det største CO2-aftryk.
Det gælder især energien, som det kræver at fremstille byggematerialer. Her har entreprenøren store forventninger til udviklingen af vedvarende energi og kigger efter producenter, der allerede nu anvender vedvarende energi i deres produktion.
Pihl Koncernen fokuserer ligeledes på byggematerialer, både i forhold til det CO2-aftryk, materialerne har i deres levetid, og ved at udforske mulighederne for at bruge alternative og CO2-reducerede byggematerialer. Endelig indsamler koncernen også viden og data om de materialer, der anvendes, og deler den med samarbejdspartnere, kunder og den øvrige branche.
Pihl Koncernen består af moderkoncernselskabet Pihl Holdings og de to datterselskaber LM Byg og Pihl & Søn.