Der er lys og liv på Sønderborgs centrale havnefront, ved Sønderborg Slot, det markante Hotel Alsik og i bymidten. På den anden side af fjorden – på Dybbølsiden – ligger byens forsømte havnefront og Sundgade, som Sønderborg Kommune har efterspurgt en arkitektonisk transformation af – fra hensygnende erhverv til boliger og oplevelser.
En arkitektkonkurrence med deltagelse af to teams med hhv. Vandkunsten og Adept i spidsen er blevet vundet af førstnævnte, der nu får lov at sætte sit præg på byudviklingen i området.
Sundgade udgør det sidste bynære område, hvor havnerelaterede aktiviteter fylder mindre. Nye muligheder er derfor opstået, og Sønderborg Kommune har med konkurrencen ønsket at tegne de store linjer op for udviklingen af Sundgade. De overordnede krav til forslagene var derfor, at der peges i en retning, hvor sammenhængen til resten af byen, klimasikring og områdets identitet kan tænkes ind i en ny tid.
I konkurrence for området har de to hold skulle vise potentialet i særligt at udvikle Sundgade i forhold til turisme, identitet, boliger og klima.
– Vandkunsten rammer i særlig grad vores ønske for et unikt havneområde, der hænger sammen med resten af byen. Formålet med konkurrencen er at få et visionært arkitektonisk grundlag for udviklingen af Sundgade, så området bliver en del af havnefronten med sin egen identitet og rolle, men stadig hænger sammen med resten af byen, Kirsten Bachmann, formand for Teknik-, By- og Boligudvalget og medlem af bedømmelsesudvalget.
Rummer byens identitet
Bedømmelsesudvalget har vurderet, at Vandkunstens forslag med bl.a. rækkehuse, byhuse, havnepromenade og fisketrappe rummer byens identitet og historie, gør området attraktivt og levende med promenade og pladser samt indeholder en overbevisende boligløsning, som tilfører mangfoldighed til området.
Samtidig er forslaget i tråd med kommunens arkitekturpolitik og spiller ind i Sønderborgs og arkitekt Frank Gehrys overordnede masterplan om at skabe områder, der kan danne rammen om det gode liv i byen.
Vandkunstens forslag indeholder tre klynger af boliger som rækkehuse og byhuse i varierende arkitektonisk stil. Bygningerne er placeret, så der er rum mellem bygningerne og mange kig fra Sundgade og den bagvedliggende bebyggelse. Derudover foreslår den københavnske tegnestue offentlige arealer som en havnepromenade, hvor både kan lægge til, en fisketrappe og en udsigtsring/bro.
– Vi har lagt os i selen for at ramme stedets og ikke mindst byens tone og udviklet et projekt, vi selv synes er robust og fleksibelt og samtidig stramt kurateret – varieret i højde og drøjde og alligevel med et præcist arkitektonisk udtryk og formsprog. Det har været ambitionen at lave et projekt, der ser ud som om, det altid har ligget der uden at det opleves som tilbageskuende og romantiserende, siger arkitekt MAA og partner i Vandkunsten, Jan Albrechtsen.
Der skal nu udarbejdes et kvalitetsprogram, som skal sikre realiseringen af de væsentligste principper fra forslagene. Herefter sættes de kommunalt ejede grunde på Sundgade til salg, hvorefter der udarbejdes en lokalplan.