Det seneste halve år er flere bygge- og anlægsprojekter blevet udskudt eller ligefrem lagt i graven som en følgevirkning af de markante prisstigninger. Tendensen ser nu også ud til at have spredt sig til de private forbrugere, der også må grave dybere i lommen for at kunne renovere eller vedligeholde deres bolig.
En ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman viser, at 38 % af danskerne, som har haft renoveringsplaner det seneste halve år, har udskudt disse boligforbedrende tiltag som konsekvens af prisstigninger og utilgængelige materialer.
Samtidig peger 28 % på, at specifikt prisstigningerne på materialer i høj grad eller meget høj grad påvirker deres renoveringsplaner:
– Vi kan se, at lidt mere end halvdelen i undersøgelsen rent faktisk går med planer om at forbedre eller vedligeholde boligen enten i form af gør-det-selv-projekter eller med hjælp fra professionelle, så renoveringslysten er fortsat til stede i de danske hjem. Dog viser undersøgelsen samtidig, at de bliver bremset i at realisere deres planer, fortæller adm. direktør i Timberman, Mogens Fisker.
Rådighedsbeløbet bliver spist op
Det er dog ikke kun byggematerialer, der er blevet dyrere. Også indkomsterne i 2022 svært ved at følge med de voldsomme generelle prisstigninger, hvilket naturligvis også er en faktor, der påvirker renoveringsplanerne, siger boligøkonom i Dansk Industri, Bo Sandberg:
– Vi oplever alle, at dagligdagsudgifter som energi, fødevarer og brændstof er steget markant i pris. Og for boligejerne er renteudgifterne også steget i løbet af 2022. Dermed er der flere fornødenheder, som spiser en større del af danskernes rådighedsbeløb, og det efterlader med matematisk sikkerhed et mindre råderum til alt det resterende, som for eksempel renoveringsopgaver.
Kan forhåbentlig realiseres i 2023 og 2024
Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev inflationen i august målt til 8,9 %, mens lønindekset for andet kvartal viser, at lønningerne på det private arbejdsmarked ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er steget med 3,4 % sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Bo Sandberg understreger, at med til historien hører, at der forud for 2022 har været 8-9 år med konstant reallønsfremgang, og at mange boligejere også har solide opsparinger og friværdi:
– Men både inflation og økonomisk usikkerhed er kommet pludseligt og giver i øjeblikket de laveste forbrugerforventninger nogensinde. Det gør os tilbageholdende med den fleksible del af privatforbruget. Samtidig er håndværkerfradraget afskaffet og energirenoverings-puljer som for eksempel bygningspuljen kan være ret bureaukratisk at få adgang til, siger han, men tilføjer, at på den positive front har flertallet af de medvirkende med renoveringsplaner kunnet gennemføre disse:
– Og forhåbentlig kan flere af de udskudte renoveringsprojekter i stedet realiseres i 2023 eller 2024, hvor der måske ikke er helt så lang ventetid på at få en håndværker, og hvor toppen forhåbentlig også er taget af materialeprisstigningerne, selvom der naturligvis ikke kan gives garantier.
Voxmeters forbrugerundersøgelse på vegne af Timberman foretaget på baggrund af indsamlet data fra 2.005 nationalt repræsentative respondenter, som bor i ejer- eller andelsbolig.