BIGs sneglehuse tager kegler – vinder pris for ‘arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige’

Aarhus Kommunes arkitekturpris går til den skakternede bebyggelse, som er en videreudvikling af arkitekten og entreprenørens modulære boligkoncept, som kendes fra et alment boligprojekt i København.
Sneglehusene består af to slags træbeklædte moduler, der er stablet og skaber en reliefvirkning med et skakternet ydre. Stablingen af boksmodulerne beror på et fleksibelt system, som gør, at huset kan følge det kuperede landskab ved at trappe op og ned. På denne vis formes der trygge uderum og sikres udsigter udover det grønne fra samtlige boliger. Foto: Rasmus Hjortshøj.
Sneglehusene består af to slags træbeklædte moduler, der er stablet og skaber en reliefvirkning med et skakternet ydre. Stablingen af boksmodulerne beror på et fleksibelt system, som gør, at huset kan følge det kuperede landskab ved at trappe op og ned. På denne vis formes der trygge uderum og sikres udsigter udover det grønne fra samtlige boliger. Foto: Rasmus Hjortshøj.

I 2018 indgik ejendomsudvikleren Tækker Group et samarbejde med BIG og Cj Group med henblik på at gennemføre 93 boliger i bydelen Nye nord for Aarhus.

Den 9.500 m2 store bebyggelse, der omfatter seks træbeklædte bygninger placeret i forlængelse af hinanden som en sneglelignende spiralform, stod klar til indflytning i sommeren 2021.

Foto: Rasmus Hjortshøj.
Foto: Rasmus Hjortshøj.

Her blev beboerne mødt af bygninger, der veksler mellem én til fire etager i højden og inkluderer lejligheder og rækkehuse, der varierer 50-150 m2 i størrelsen:

– Med Sneglehusene har vi fået skabt et projekt, der kombinerer mange af de elementer, vi ønsker for Nye som helhed – en bydel, der inspirerer til fællesskab, lokalt engagement og godt naboskab. Modtagelsen fra Sneglehusenes første beboere har været utrolig positiv, og dette skulderklap fra Aarhus Kommune bidrager til den glæde, det er at se Nye tage form i disse år, siger idemand og ejer af Tækker Group, Jørn Tækker.

Udvikling af modulært byggekoncept

Sammen med entreprenøren Cj Group har BIG tidligere udformet det almene boligprojekt på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, og med Sneglehusene i Nye har parterne fået mulighed for at arbejde videre med konceptet og tilpasse det til nye omgivelser.

Foto: Rasmus Hjortshøj.
Foto: Rasmus Hjortshøj.

Foto: Rasmus Hjortshøj.
Foto: Rasmus Hjortshøj.

Boligkonceptet består i stablingen af to typer træbeklædte boksmoduler, der har hhv. en 2,5 og 3,5 meters loftshøjde. Stablingen udstyrer samtlige boliger med rummelighed og varierende niveauer inde i boligerne. Modulerne tillader yderligere udvikling af en bred vifte boligtyper- og størrelser, så der tages hensyn til menneskers omskiftelige boligbehov.

– Vores modulære koncept har givet os mulighed for at bevare en enkelthed i udførelsen trods byggeriets kompleksitet, og vi har kunnet gøre byggeriet endnu bedre med alle vores tidligere erfaringer. Det er berigende at opleve, hvorledes Sneglehusene er blevet taget imod og fyldt med liv, siger partner i BIG, Finn Nørkjær.

Foto: Foto: Rasmus Hjortshøj.
Foto: Foto: Rasmus Hjortshøj.

Foto: Foto: Rasmus Hjortshøj.
Foto: Foto: Rasmus Hjortshøj.

Sneglehusets ydre enkelthed er videreført inden døre. Hver bolig, uafhængig af type og kvadratmeter, tilføres lys fra begge ender af modulet, hvor brede vinduer giver kig ud til Nye. Skillevægge er fjernet for at tilføre en større fleksibilitet, og ventilation samt varmerør er lagt ned i gulvet, hvilket giver rene, ubrudte flader i boligerne.

Gennemgående er Sneglehusenes materialer næsten ikke behandlet for at kunne henvende sig til alle, give boligerne karakter og facilitere et nemt vedligehold. Inden døre er lofterne i beton og holdt rå. Gulve samt de indbyggede møbler er holdt i hhv. bart og malet træ.

Relateret indhold