En udviklingsplan for Kongelunden er en stor og kompleks opgave, der både skal rumme strategier for området i et 100-års perspektiv og på den helt korte bane.
Det var et team bestående af Holscher Nordberg, Kragh og Berglund, OVJ-Arkitekter, Hele Landet og ingeniørrådgivningsvirksomheden SPVI bedst til at løse, og teamet løber dermed med Aarhus Kommunes internationale konkurrence om den med fremsynede løsning til en samlet udviklingsplan for Kongelunden.
Formand for bedømmelsesudvalget, borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, noterer sig, at de næste år i Kongelunden bliver spændende for Aarhus
– Vi får et flot, nyt fodboldstadion og vi har her fået tre stærke bud på, hvordan vi kan styrke og forbedre rammerne og udvikle området, så det kan være til glæde for mange generationer. Vi sætter nu en retning for udviklingen, og vi er meget bevidste om, at området står mange aarhusianeres hjerte nært. Der er mange ønsker til forandring, som skal gå op med en række hensyn til områdets eksisterende kvaliteter.
Skoven er den samlende ramme
En af de helt store styrker ved Team Holscher Nordbergs forslag er, at skoven spiller hovedrollen. Her er skoven den samlende ramme, som omfavner og forbinder Kongelundens destinationer, der er lokaliseret i skovens store og små lysninger.
Med et robust greb viser forslaget respekt for områdets eksisterende kvaliteter, og giver på en ligefrem måde retning for udviklingen af Kongelunden mange år frem. Dels ved at etablere både ny skov og nye lysninger i den eksisterende skov, dels ved at have særligt fokus på overgangslandskaberne i form af lysningernes kant, fremhæver bedømmelsesrapporten.
Eksempelvis er Mindeparken at betragte som en lysning, som ifølge Holscher Nordbergs forslag skal bibeholde sin store åbne flade, men have en vild overgangszone med øget biodiversitet i kanterne mod skoven. Herudover har teamet arbejdet med idéer til en bedre forbindelse mellem Mindeparken og Aarhus Bugt i form af en overgang for bløde trafikanter over Oddervej samt en bro ud i vandet.
Et ekstremt vigtigt område
De to andre teams, der deltog i parallelopdraget for en udviklingsplan for Kongelunden, var
Team Sted med underrådgiverne Gjøde & Partnere Arkitekter, Keingart, Afry og Anders Busse samt Team Tredje Natur med underrådgiverne Norrøn, Urban Goods og Valentin Trafik.
De tre tværfaglige rådgiverhold har arbejdet på deres bud på en samlet udviklingsplan for Kongelunden siden februar. Og selvom Team Holscher Nordberg løb med bedømmelsesudvalg fulde opbakning, var del-elementer fra de to øvrige rådgiverteams så stærke og interessante, at de også skal belyses nærmere i det videre arbejde.
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Ahmad-Azad, glæder sig over det fokus på naturen, bæredygtighed og fællesskaber, der var i alle tre forslag:
– I de kommende måneder skal vi styrke borger- og brugerinddragelsen yderligere, så vi får alle gode idéer frem. Det er sammen, at vi skal skabe et konge-godt Kongelunden for både borgere og ikke mindst de mange forskellige sportsgrene, der bruger området.
Større fokus på de mere langsigtede behov
Alle tre hold peger på potentialet i på sigt at fredeliggøre Kongelunden trafikalt. Team Holscher Nordberg foreslår at starte med forsøgsmæssigt ved særlige lejligheder at omdanne den sydlige ende af Stadion Allé til et aktivt byrum og på sigt fredeliggøre Kongevejen for gennemkørende trafik.
I det hele taget er Team Holscher Nordbergs tilgang en inddragende, eksperimenterende og lærende proces, hvor midlertidige tiltag skal gøre opdragsgiverne klogere, og hvor brugerdrevne fællesskaber spiller en aktiv rolle.
Bedømmelsesudvalget ønsker også at undersøge Team Tredje Naturs forslag til en trafikalt opdelt midte af Kongelunden ved rundkørslen ud for Mindeparken.
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, siger:
– I den fremadrettede proces skal vi også se på mere detaljerede strategier og løsninger for parkering og trafik. Drøftelserne i bedømmelsesudvalget har ført til et større fokus på de mere langsigtede behov og relevante løsninger og dermed også en understregning af behovet for infrastrukturløsninger, der både kan rumme nutidens behov og hurtigt omdannes i takt med, at vi bliver klogere på fremtidens mobilitet.
Flere mulige placeringer
En anden vigtig del af udviklingsplanen har været placeringen af et atletikanlæg og et Team Danmark Center, der må flytte i forbindelse med opførelsen af det nye fodboldstadion. Team Holscher Nordberg foreslår at placere Team Danmark Centret på vestsiden ved enden af Stadion Allé, mens de to andre hold foreslår at sambygge det nye Team Danmark Center med det eksisterende Ceres Arena.
Begge scenarier vil nu blive afsøgt, ligesom der skal kigges nærmere på flere mulige placeringer til atletik-anlægget.
Hovedforslaget skal nu undersøges og bearbejdes nærmere på en række temaer, før en endelig udviklingsplan for Kongelunden kan udarbejdes og besluttes. Det kommer til at ske hen over efteråret, hvor de tre projekter vil blive udstillet, og hvor der blandt andet vil blive en række temamøder for brugere og andre borgere.
Herved fortsætter den tætte involvering af aarhusianerne og områdets brugere, der også har været en del af denne proces, da fire brugerrepræsentanter har deltaget i workshops og på præsentationsmøder med de tre teams.