Etableringen af en dedikeret afdeling til spaceplanning – strategisk planlægning og indretning af rum – er den seneste tilføjelse til Aarts ydelser.
Torben Skovbjerg Larsen, partner og CEO i Aart, fortæller, at målet med den nye satsning er at kunne tilbyde en mere specialiseret og helhedsorienteret rådgivning, som skal komme kunder og samarbejdspartnere til gavn:
– Som arkitektvirksomhed har vi et ansvar for at medvirke til at forandre og forbedre de mest fundamentale omgivelser for vores liv, og der ser vi et stort potentiale i spaceplanning som et strategisk, effektskabende redskab, der blandt andet kan højne trivsel, styrke samarbejde og skabe attraktive arbejdspladser og læringsmiljøer, siger han.
De rum, vi alle bruger og bevæger os i
Den nye afdeling yder rådgivning på tværs af skala og sektor og understøtter derved bredt tegnestuens forskelligartede projekter. Her er de blandt andet involveret i planlægningen af flere kontor- og læringsmiljøer, der fremmer fællesskab og fordybelse.
I samarbejde med kunderne udforskes og udfordres rammerne for det givne projekt med henblik på at forløse rummenes og bygningernes potentialer. Det gør de for at sikre at projektets form, detaljer og ikke mindst målbare effekter stemmer overens med de behov og visioner, som projektet udspringer af.
– Med spaceplanning arbejder vi strategisk med de rum, som vi alle bruger og bevæger os i hver eneste dag, og som påvirker den måde, vi lever, arbejder og lærer på – og er derfor et vigtigt værktøj til at skabe positiv forandring, forklarer faglig leder for den nyetablerede afdeling, arkitekt Anette Bjerring Gammelgård, der gennem de seneste par år har stået i spidsen for flere af tegnestuens projekter i krydsfeltet mellem arkitektur og spaceplanning.