Regeringen og KL indgik onsdag en ny aftale om kommunernes økonomi, der betyder, at kommunerne næste år skal bruge 1,7 milliard mindre på bygge- og anlægsområdet.
Anlægsbudgettet bliver på 18,5 milliard mod 20,2 i år. Det begrunder regeringen med at byggeomkostningerne er blevet højere på grund af inflation samtidigt med at aktiviteten i byggesektoren er høj.
Når man derfor indregner inflationen, betyder det at faldet i realværdi er endnu større end de 1,7 milliarder.
Det er helt korrekt, at der er høj aktivitet i byggebranchen. Men bygningernes forfald stopper ikke fordi priserne stiger.
Så når finansministeren samtidigt begrunder nedskæringen med inflation, betyder det at kommunerne blot udskyder en regning, der vokser måned for måned.
Samtidigt betyder manglende vedligeholdelse og forbedringer at vi mangler den energioptimering, der er brug for i forbindelse med klimaomstilling og vores vej væk fra russisk olie og gas.
Og ganske vist er der høj aktivitet i byggeriet, men aktiviteten har toppet, så at skære ned til næste år, vil efter al sandsynlighed skubbe på den vending i økonomien, der tilsyneladende er på vej.
Byggebranchen klarer sig nok, men samfundet gør en rigtig dårlig forretning. Både i forhold til nedslidte skoler, børnehaver og institutioner, men også ved at medvirke til den negative udvikling i den økonomiske aktivitet, vi kan forvente.
Det bliver i sidste ende borgerne, der kommer til at betale regningen.
