Foreningen Træ i Byggeriet har lanceret en helt ny designbog med titlen ‘Inspiration til fremtidens byggeri’.
Den har til formål at inspirere byggebranchen og ikke mindst landets arkitekter med et hav af forskellige byggerier i træ eller træbaserede produkter.
– Træ er en fornybar ressource, som der bliver mere og mere af. Faktisk viser de seneste tal, at selvom mængden af høstet træ i Europa er steget støt siden 1990, så er skovvæksten steget væsentlig mere. Det betyder, at vi både i Danmark og i Europa kan høste langt mere træ, end vi aktuelt gør, og at der således ligger et kæmpe uudnyttet potentiale, som vi kan indfri helt uden at skade skovene, så længe de forvaltes bæredygtigt, fortæller formand for Træ i Byggeriet, Martin Tholstrup.
Ikke nyt at bygge i træ i Danmark
Han fortæller videre, at det er deres mission at få flere til at se det store potentiale, som træ og træbaserede produkter indeholder, og således gøre det til et mere naturligt valg af byggemateriale i dansk byggeri:
– Derfor har vi brugt de seneste mange måneder på at samle inspirationsbyggerier fra alle vores medlemmer – dels for at arkitekter, bygherrer og andre relevante aktører i byggebranchen nu kan se, hvor mange muligheder der er ved anvendelsen af træ, og dels så vi kan vise og dokumentere, at der ikke er noget nyt i at bygge med træ, heller ikke i Danmark. Bogen indeholder nemlig stort set kun danske byggerier, som demonstrerer, at vi har gjort det med stor succes i rigtig mange år.
Lang bog rummer kun en lille udpluk
Bogen er på 300 sider og består af 67 inspirationsbyggerier fra foreningens medlemsvirksomheder, der alle har træ og træbaserede produkter som hovedaktivitet.
Det gælder eksempelvis modul-, element- og spærproducenter, limtræsfabrikanter, producenter af træfiberisolering, træhuse samt træbeklædninger med mere.
– Selvom bogen er lang, rummer den blot et lille udpluk af vores mange fascinerende træprojekter, som, vi håber, kan give inspiration til nye arkitektoniske muligheder og til at bygge endnu mere i træ. Træ er nemlig ikke alene bedre for miljøet, men også et flot og levende materiale med et væld af arkitektoniske muligheder, der har sin berettigelse i mange forskellige typer af byggerier – og det håber vi, at vi lykkes med at vise med den helt nye bog, siger Martin Tholstrup.
Træ i Byggeriet er en interesseorganisation for danske virksomheder og består af virksomheder inden for byggesektoren, der alle har fokus på træ og er dedikerede til en øget anvendelse af træ i byggeriet.