Frøslev Træ har netop indgået en aftale med Moelven Industrier ASA om overtagelse af koncernens danske aktiviteter inden for distributions- og projektmarkedet, mens Moelven Industrier ASA’s salg af industriprodukter indgår i et nyoprettet selskab under den hidtidige ejer:
– Udover at vi først og fremmest supplerer teamet med kolleger, der har en stærk faglig ekspertise inden for træet, så giver det også meget mening, når vi ser på virksomhedsstrukturerne, siger Martin L. Petersen, der er ejer og administrerende direktør i Frøslev, og tilføjer:
– I Frøslev har vi i mange år udviklet og forfinet vores distributionskoncept, mens vi først startede med en mere dedikeret projektindsats i 2019 – et skridt, der har vist sig at være blevet taget rigtig godt imod af vores kunder, og som nu fortjener yderligere indsats. Og her er Moelven Danmark længere på projektrejsen, mens de på distributionssiden har brug for et større lager og produktion at trække fra. Timingen er derfor god, og begge dele giver stærke synergier, som nu vil resultere i, at to plus to giver seks.
Markant bredere sortiment
Videre fortæller han, at Frøslev med overtagelsen af Moelven Danmark bliver én samlet enhed med Frøslev som navn og brand:
– Sammen vil vi fremover kollektivt kunne tilbyde vores kunder et markant bredere sortiment blandt andet inden for flere produktkategorier i træ og med en højere fleksibilitet i vores samlede leverancer, siger han.
I de bedste hænder
Bjarne Hønningstad, der er divisionschef hos Moelven Wood, glæder sig ligeledes glæder over aftalen:
– Det er selvfølgelig vemodigt at give slip på en del af Moelven-familien, men vi ved, at selskabet er i de bedste hænder. Vi har en stor tro på, at Frøslev har det, der skal til for at videreudvikle og forstærke virksomheden til fremtiden, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med dem fremover.